Jay Reatard – lang ventetid, kort visit
Det siges jo, at rødhårede har temperament og er gode i sengen. Jay Reatard må bære nogle af disse gener i sig, for bølleflosklen er ihvertfald efterhånden bekræftet gentagne gange med tilsvininger og decideret håndgemæng til hans koncerter.
Senest er han med imponerende dårlig timing – lige inden tourstart – raget uklar med sine ellers trofaste bandkammerater, bassisten Stephen Pope og turbo-trommeslageren Billy Hayes.
The show must, som bekendt, go on – og ind fra sidelinjen springer to århusianere fra punkbandet Cola Freaks, som tidligere har turneret med Reatard i USA. Efter ti dages træningslejr i den jyske hovedstad melder han atter klar til den planlagte Europa-invasion.
Efter aftenens indsats skal man være ærkepuritaner eller direkte antipatriotisk anlagt for ikke at hævde, at jyderne gør det lige så godt, eller ligefrem bedre end Reatards gamle kumpaner. Ved tidligere danske koncerter har det ADHD-frenetiske tempo sommetider virket forceret, men med Anders Thode på bas og trommeslageren Jacob Elving er det anderledes stramtspillende lejesvende, han har fået i ryggen. Gnistrende udgaver af ‘My Shadow’, ‘See/Saw’, ‘Hammer I Miss You’ og ‘I’m Watching You’ spillede især med de tekniske muskler.
Det ovenud positive indtryk amputeredes dog lidt af den, selv efter Jay Reatard-standarder, korte sætliste. Og den træge afvikling, hvor hovedattraktionen først indfandt sig på scenen, da den lille viser var væsentligt nærmere midnat end det annoncerede starttidspunkt tre timer tidligere, havde for undertegnede pumpet forventningerne op til mere end dette lidt billigt sluppede coitus interruptus.
