The Futureheads

Egentlig burde The Futureheads stå til en gedigen skideballe. For man kan da ikke udsende fire nærmest unisont klingende og genremæssigt ret ortodokst udtænkte punkrock-album og slippe godt fra det? Men jo, det er faktisk muligt, i hvert fald så længe man holder den melodiske fane højt.

Alt er kort sagt, som det plejer. Og i den forstand kunne denne anmeldelse nærmest udfærdiges som en cut up-kopi af tidligere bedømmelser af englændernes albumudskejelser. Men vi resumerer lige for de nyankomne: Over tre studiealbum har Sunderland-gruppen trakteret med et opkørt opkog af hjemlandets punk- og britrock-tradition, poppede refræner og medrivende råbesang et sted mellem The Jam, The Libertines og Queen. Og ja, måske virker sidstnævnte reference lidt pudsig, men faktisk står inspirationen fra moustache-crooneren Freddy Mercury og hans teatralske glampop-gruppe ud i fuldt flor på den medrivende afslutter ‘Jupiter’, hvor englænderne kaster om sig med flerstemmige korharmonier og bratte temposkift, så det er en fryd. Ok, det er måske ikke en ny ‘Bohemian Rhapsody’, men de knap seks og et halvt minut (i øvrigt uhørt lang tid for en Futureheads-sang!) festen står på, er man djævelsk godt underholdt.

Ellers er der som sædvanligt ‘bare’ dømt overgearet guitarrock med masser af luftguitar-egnede melodier og oplagte ‘syng med’-muligheder. For nej, der er intet nyt under solen. Men så længe melodimaterialet er i orden, lever man fint med den nærmest flabede uoriginalitet.