Kylie Minogue

Kylie Minogue er ikke typen, der pakker tingene ind. Og selv om hun undervejs i sin karriere har haft et par eksperimenterende album-afstikkere, så er hun dybest set en poptøs – og stolt af det. Sådan spiller klaveret også på hendes nye album, og hvis det ikke er din stil, så kan du ligeså godt smutte hjem i samtalekøkkenet.

Åbningsnummeret ‘All the Lovers’ er Kylie, når hun er bedst: I en stilren produktion med dejligt dybe disco-stød i bassen boltrer den klejne popsirene sig i et af den slags popknald, der uundgåeligt får låget til at lette. Og når det fortsætter i samme rille på den labert trimmede ‘Get Outta My Way’, så er man efterhånden klar til at stemple ind på den nærmeste klub, selv om det kun er midt på eftermiddagen.

Kylies ligefremme popcharme er dog også hendes svaghed, for når man har tygget sig igennem 12 numre, der tematisk strækker sig fra at kaste hænderne i vejret til at være på udkig efter lækre fyre, akkompagneret af den samme stramme studieproduktion, så bliver det rendyrkede udtryk altså en kende endimensionelt. Det store spørgsmål er derfor, hvorfor hun ikke bare har valgt at skære en lille håndfuld numre væk for at slippe af med de værste gentagelser og autogenererede omkvæd – genrekollegaen Robyn har for eksempel for nylig med succes udsendt et otte numre langt album. Så havde den samlede lytteoplevelse uden tvivl hævet sig over det gennemsnitlige. Desuagtet kan man roligt rippe albummet for en håndfuld numre og være sikret et solidt fest-soundtrack.