Crocodiles

Det gennemgåede tema på Crocodiles andet album er død. Derfor kan sange som ‘Stoned to Death’ og ‘Sleep Forever’ se morbide og konfronterende ud på overfladen. Det er imidlertid kun overflade. Det er nemlig kun tekstmæssigt, de forsøger at krasse – og end ikke teksterne lykkes altid med det forehavende.

Denne gang har duoen nemlig fået hjælp af James Ford fra Simian Mobile Disco, og han har effektivt fjernet det meste af den relativt rå lyd, der havde plads på Crocodiles første album. Det skulle han ikke have gjort.

Crocodiles er stadig ikke mænd for ret meget mere end Jesus and Mary Chain- og Spacemen 3-rip offs, og den ekstra pæne produktion har fået deres i forvejen lettere amputerede forsøg udi ‘spaced out’ støjrock til at klinge endnu mere som en light-version.

Melodierne er fine, men hvis man ser bort fra den energimættede ‘Hollow Hollow Eyes’ og den drømmende ‘All My Hate and My Hexes Are For You’ mangler sangene i den grad nerve. Der er ikke ret meget, der tyder på, Crocodiles vil noget særligt, og polerede udgaver af de gamle støjrockmestre findes der masser af i forvejen. Havde det ikke været for højdepunkterne, havde det været svært at gennemskue, hvad verden skulle med ‘Sleep Forever’.