Cola Freaks
Memphis-punkskolen har med Cola Freaks åbnet filial i Århus. Spørgsmålet er selvfølgelig, om betegnelsen holder vand, når geografi-referencen ryger. Retfærdigvis nåede 1/3 af sekstetten at agere backingband for selveste Jay Reatard – Memphispunkens Elvis – inden majestætens død, så måske rubriceringen ikke er så skæv endda?
Bandet, som er døbt efter en sang af de rød/hvide urpunkere Lost Kids, har på tre år begået flere 7″-singler, men denne selvbetitlede blitzkrieg er deres første fuldlængde. Og albummet suser sikkert forbi, før du når at blinke. I fuldblods DAMP-barns-stil, når bøllerne nemlig omkring 11 epileptisk flimrende knokkelpunk-numre på under 25 minutter.
Den statistik og så indercoverets snapshot af et bandmedlems blodstænkede guitar illustrerer fint, hvad Cola Freaks er for en størrelse. De spiller bogstaveligt talt, så blodet sprøjter, i overmenneskelig og ultrapræcis robotstaccato. Og de er punkens mismodige og paranoiainficerede vrangside. Et yang til landsmændene i De Høje Hæles evige yin, om man vil.
Tekstuniverset ligner Fu Manchus ind-til-benet-koncise slogansalver. Selv forsanger Mads Stobberup lyder sgu som Scott Hill, når han som en dement galning snarere råber end skråler sig vej gennem numrene. Et af versene i den vrede ‘Sniper’ lyder: »Sigter / følger / du ska’ ha’ din straf / min dom / som fortjent / du går i knæ / min hævn / min mission.« Det er imponerende, hvor meget ondskab, han får ud af så forsvindende få ord.
Samlet set er albummet en velfortjent syngende punklussing, hvor kun meget få af fingrene ikke rammer kinden helt rigtigt.