The Tallest Man on Earth

Ligesom resten af karrierens udspil lægger The Tallest Man on Earth’s nye ep sig ublasert i hjulsporene af den amerikanske folkemusikhistorie. Hjulspor, der snor sig fra USA’s sydlige bomuldsmarker, gennem Bob Dylans skygge – som Kristian Mattson mere end din gennemsnitlige singer/songwriter basker i – og i ét fuldt firspring over 30 års musikalsk udvikling til Dalarna i Sverige, hvor Mattson selv residerer.

Svenskeren har tonet kompleksiteten en smule ned, men med en enkelt guitar er det stadig den velgørende knækkende vokal og det forsirede fingerspil, der leder an. For første gang tager Mattson en elguitar i hånden, men han spiller den som en akustisk og forsøger ikke at forny nogen tradition. Til gengæld føler man ham.

Dog er der ikke meget bid i Mattsons tekster, hvor det handler mindre om at skabe sammenhæng og mening, end om blot at male melankolske stemningsbilleder. Det gør han så til gengæld fermt. Især på ’Little River’ falder ordene ud af munden på ham så ubesværet, som man smuldrer margarine.

Ep’ens fem numre er skrevet på landevejen mellem spillesteder og Mattson synger hele vejen igennem med samme bløde, blåtonede længsel: »Oh my lord, why am I not strong / like the wheel that keeps travelers traveling on / like the wheel that will take you home«. Som forårets blændende fuldlængde ’The Wild Hunt’ er det hele en anelse forudsigeligt, men sådan skal det være. Det er også forfriskende ægte.