Deerhoof

Idéforladt. Det var ikke et ord, jeg nogensinde troede ville poppe op på lystavlen med Deerhoofs ragnaro(c)k i mine øregange. For ganske få bands har som dem det sidste årti skubbet så meget til indierock-skabelonen, og når de forener det avantgardistiske med magiske melodier kan resultatet være decideret genialt. Men faktum er, at Deerhoof på deres nye album, især sammenlignet med deres to forrige fremragende album, stedvis virker lettere idéforladte.

På albummets anden halvdel nærmer bandet sig en minimalistisk tomgang, hvor signatur-absurditeten uden den normale smitsomme energi fremstår mærkeligt malplaceret og grænsende til det kedsommelige. ‘Hey, I Can’ og ‘C’Moon’, jeg kigger især på jer! Men ok, når man har 11 album på cv’et, kan man måske ikke forlange den dybe tallerkens opfindelse hver gang, og ser man bort fra de enkelte autopilot-skuffelser, kan man glædeligvis konstatere, at der stadig er godt med sprøde svær i bandets kamsteg.

Tag bare det fortræffelige åbningsnummer ‘Qui Norm, Nómes Somia’, der lyder som et skizofreni-plaget Dirty Projectors, den rockende ‘Secret Mobilization’ med cheesy synths og knudret rytmeguitar og ‘Behold a Marvel in the Darkness’, der ligesom Smith Westerns nye debutalbum varsler, at britpoppen måske står overfor en massiv revival. Skønne stunder på et solidt album der dog også indikerer, at bandet måske bør overveje at stoppe hvis ikke på – så nær – toppen. Med mindre ideerne atter kommer væltende ind.