FCAN

‘RPEX’ – det lyder som forkortelsen for en obskur fil, man ikke ved, hvorfor man har brug for. En slags ironisk fil. FCAN’s debutalbum bærer også en vis ironi. Med fuglekvidder, jungleskrig, vanddryp, en groovy bas og simple, lidt svævende melodilinjer vækkes minder om mainstream-electronica i lounge/house-genren, som den lød i årene op til og omkring år 2000.

Det bragte smilet frem hos mig, da associationer til både parisisk 90’er/millennium-bekvemmelighed og start-90’erne dukkede op. Men heldigvis twister FCAN det kedsommelige ved disse vellyde. De optræder i forløb, der er for hårde til at virke magelige, ligesom detaljerigdommen og variationen er god.

Der er klart noget befriende ved den lækkerhed, som produktionerne er dyppet i. Ironien består selvfølgelig i, at det er selv samme lækkerhed, som virker omklamrende. Skulle det nu være anbefalelsesværdigt? Ja. Det virker næsten sentimentalt, at 80’ernes Pac-Man-lyde er populære, når man kan more sig over noget så kvalmende tæt på som slut-90’erne.

Men retro er som bekendt en svær balancegang. Og albummet er også uklart som retroprojekt. Når man samler gamle tendenser op, skal det helst være tydeligt hvorfor. Men FCAN’s skæringer insisterer på en sådan dobbelttydighed, at projektets formål stedvist risikerer at virke lidt tomt, altså kedeligt. Til gengæld billedliggør de flotte visuals, der følger med albummet, den retrospektive stemning godt.