Hype Williams

Ind i mellem sker det, at blogosfærens hype-maskineri går i ukritisk selvsving, og det er desværre tilfældet med den ‘mystiske’ duo Hype Williams. Selvfølgelig er det interessant, når en gruppe, der består af en russisk født pige og en kunstner-fyr fra London, mødes i Berlin, laver elektronisk musik på en blanding af piller og 48 timer uden søvn og opkalder sig efter en legendarisk hiphop-videoinstruktør. Men det musikalske resultat i form af denne debutplade berettiger ikke til særlig stor opmærksomhed.

Genremæssigt befinder Hype Williams sig et sted i nærheden af chillwave-lyden. Produktionen er lo-fi, og de sløve beats og synths er ude af takt og tone på den helt ‘rigtige’ underspillede facon. Det er generelt kedeligt, i bedste fald uforløst og i værste fald så enerverende, at man gør bedst i at klikke sig videre i sin musiksamling.

Værst er det på ‘Jah’, hvor et smadret distortet trommebeat akkompagneres af en totalt udkogt suppe af synths og blokfløjte! Bedre går det på pladens bedste nummer ‘Mitsubishi’, som dog desværre ikke rigtig får forløst sit minimale og snublende hårde technobeat.

Selv om det sikkert er med fuldt overlæg, lyder ‘One Nation’ simpelthen for skitseagtigt og ufærdigt. Instrumentbehandlingen er for lemfældig og løs, og der er stort set ingen mindeværdige melodier, grooves eller andre passager, der bider sig fast.