Yuck

De britiske nykommere lyder som et blåøjet og friskt tværsnit af alt det, der gjorde 90’erne så fede, observeret gennem en blegfiset indierockfans tykke briller. Rødderne i Cajun Dance Party er ikke rigtigt genkendelige, på trods af at Yuck deler et par kernemedlemmer med det hedengange britpop-gæng.

Første album byder således på melodistærk shoegaze-pop, overgearet guitarporno i bedste Dinosaur Jr.-stil og minsandten også, om ikke slackerrocken titter frem under albummets mest afslappede stunder – de tømmermændsmelankolske ‘Suck’ og ‘Stutter’. Hvis sådan en trerettersmenu får dit mundvand til at flyde, så lad være med at læse videre. Tør dig om mulen og skrub ud og køb. For de velkendte manøvrer eksekveres til UG her.

Diversiteten er beundringsværdig men udgør paradoksalt nok også en slags svaghed. Man forestiller sig snildt scenarier, hvor forskellige lyttere forelsker sig blindt i en enkelt facet på denne lille diamant af en debut og forsømmer at give resten af skiven opmærksomhed. Eksempelvis kan man få helt ondt af en virkelig vellykket ballade som ‘Suicide Policeman’, som den sidder på albummet her, klemt ind mellem et par krasbørstigt tornede shoegaze-perler som ‘Holing Out’ og ‘Georgia’. Det er næsten som et tagselvbord med alt for mange gode sager.

Men et sådant sansemæssigt overload er jo reelt bare et luksusproblem, som ikke bør holde en drømmedebut som denne tilbage. Yuck er ikke bare lovende. De har allerede indfriet løfterne. Deal with it.