Glass Arena – ungpigers tungsind

Det er sagte, hviskende og stille. Glass Arena sætter skrøbelige ungpigefølelser på musikalske formler. I deres musikalske landskab hersker sørgmodigheden og de introverte stemninger, som livets gråvejrsdage kan bringe os alle i. Lørdag spillede duoen for en halv fyldt Filuren og fik vist, at der er potentiale i deres sårbare univers.

To piger. Deres stemmer. En guitar. Et keyboard og en percussionist. Glass Arena bruger samme minimalistiske virkemidler som The xx men har også Feists smukke, frostkolde vokal. Det er musik, man lytter andægtigt og koncentreret til. En farlig kombination af hviskende stemmer, små skrøbelige melodier og trommer skubbet forrest i lydbilledet. Brugt rigtigt rammes et grundfjeld af følelser og unikke stemninger. Brugt forkert rammes en larmende kedsomhed.

Duoen viste heldigvis, at de først og fremmest har talentet til at skabe indsmigrende stemninger, men samtidig åbenbarede de kedsommelige huller, som de i fremtiden skal fylde med melodisk gods for at blive et markant navn.

Det periodiske fravær af de sikre melodier og den til tider for smertefulde fremtoning blev for åbenbar. Små nuancer skal rettes til, men hvis pigerne finder den rette balance mellem deres skrøbelige sårbarhed og den sikre, simple melodi, kan Glass Arena fremmane unikke og ærlige følelser, der vil ramme alle melankolske individer i solar plexus.