Foster the People

Det syder og koger på amerikanske Foster the Peoples debutalbum ‘Torches’. Kulørte synthesizere sprutter lifligt, digitale underlægningseffekter flyver lystigt omkring og iskolde trommemaskiner gynger bastant, alt imens forsangeren flere steder truer med at springe lydbilledet i stumper og stykker med sin overstadige heliumstemme.

Flere numre har sågar karakter af regulære festhymner, hvor fællessangen er konstant nærværende, og hvor de mange tårnende omkvæd bærer rundt på en udtalt lyksalighed, som aldrig kammer over i det rene effektjageri.

Og bandet selv? Ja, de stortrives i deres eget digitalt spraglede lydunivers, hvor de med største elegance blander genrer og instrumentering sammen på kryds og tværs uden at virke ovenud flyvske. Musikalsk lånes der fra alle hylder. Rockede udkrængninger, poppet vellyd og elektroniske nørklerier er alt sammen allestedsnærværende på ‘Torches’, og det er for det meste ret så underholdende at lægge ører til.

Hør for eksempel det lifligt svajende ‘Pumped Up Kicks’, det ekstatisk pumpende ‘Call It What You Want’ eller den morsomt forskruede ørehænger ‘Don’t Stop (Color on the Walls)’. Ja, eller dyrk blot de mange labre produktioner, der pryder samtlige albummets ti numre.

Men festen har også sin pris. ‘Torches’ er i perioder et lige lovligt klinisk bekendtskab, og enkelte numre nærmer sig det enerverende. Men som helhed har Foster the People dog begået et medrivende og stærkt vanedannede debutalbum, som har sin helt egen tiltrækningskraft.