The Eclectic Moniker – flugtlinjer for indierock

I blogosfæren tales der en del om indierockens krise. Er kataloget af fiffige rytmer og alternative arrangementer og instrumenteringer efterhånden brugt op?

Men The Eclectic Moniker gav fredag aften et overbevisende bud på nye flugtlinjer for den alternative rock.

I en farverig og humørbombastisk performance spankulerede det otte mand store band ind i publikums hjerter og hjerner – ledsaget af morsomme og smukt udsædvanlige guitarskalaer, overraskende skift i rytme og retning og en velgennemtænkt sammensætning af elektronik og instrumentering.

Det handlede om at skille indierocken ad og se, hvad der lå mellem dens enkelte maskindele. Og det var gode overraskelser The Eclectic Moniker fandt frem. Således blev publikum budt op til eksotisk dans (i Husets nærmest tropisk varme Planetsal) til swingende calypsostrukturer, som bandet på intelligent vis integrerede i sine omskiftelige sange, der i høj grad vækkede minder om Dirty Projectors. Gode minder, forstås.

Resultatet var en særdeles farve- og idérig koncert, som aldrig kammede over og blev fjollet eller spraglet. Hvis man i enkelte øjeblikke alligevel kunne frygte, at ideerne gik for meget igen, eller at inspirationen fra Dirty Projectors var lige lovlig synlig, blev det hver gang indhentet af nye vinklinger. Kun savnede man, at Frederik Vedersøs vokal havde vist en mere klar kraft, som havde kunnet matche hans store skæg og humør.