William Elliott Whitmore

Et sort/hvid-billede med to gutter, hver deres høtyv og et lad fyldt med hø er et meget godt billede på den simple og i gåseøjne gammeldags og ultra-minimalistiske musik, den ærkeamerikanske troubadour William Elliott Whitmore leverer på ‘Field Songs’. Udstyret med skiftevis en banjo og en guitar og lidt lejlighedsvis tramperi på verandaen, har Whitmore siddet på de afdøde forældres, og nu hans egen, gård ved Mississippi-floden i Iowa og tænkt lidt over tingenes gang. Og det er der kommet otte yderst velskruede sange ud af. Sange, som rager langt længere end bare Iowa.

Flettet sammen af reallydsoptagelser af både fuglesang, hønseskrål og hvad-fanden-for-en-lyd en græshoppe laver, emmer overfladen på ‘Field Songs’ af landlig idyl og harmoni, mens skarpe undertoner af samfundskritik og blues kradser lige neden under. Det bliver nærmest ikke mere skrabet, end det er her, men kombinationen af Whitmores rustikke røst og den autentiske nøgenhed i de metaforspækkede folk- og americanasange formår at gøre ‘Field Songs’ til et strålende bud på en revolutionær protestplade.

Den mest oprørske skæring må være ‘Let’s Do Something Impossible’, hvor vi skal »escape from Alcatraz like Theodore Cole«, mens Whitmore viser sin mere opgivende side på ‘Everything Gets Gone’: »Like shutters in the wind, I’m holding on, but everything gets gone.«

Skal man kun anskaffe sig én (traditionel) folkplade i år, er den her et oplagt bud.