S.C.U.M.

‘Lillebror-band’ er den knap så fede betegnelse, som britiske S.C.U.M. har fået hæftet på sig flere steder. Det skyldes at de dels leverer en gang gotisk indie-støj meget lig tidlig The Horrors, og ikke mindst fordi bassisten Huw Webb rent faktisk ER Rhys Webb fra førnævnte bands lillebror. Det kuriosum glemmer man nu hurtigt, når man lytter til debutpladen ‘Again Into Eyes’, som faktisk er et kompetent og varieret bud på en genre, der måske ikke ligefrem tiggede om endnu en genopstandelse.

Her er masser af 80’er-patos, kolde klangflader og kærlige lån fra tidlig Cure og Bauhaus, men selv om det både er bidende selvhøjtideligt og ganske melodiøst, er vi heldigvis langt fra landsmændene i White Lies og deres forudsigelige stadion-depression. Dertil er der mere kant og støj, som på den potente ‘Amber Hands’, hvilket formentlig kan tilskrives London-bandets fascination af industrial-legenderne Throbbing Gristle.

Den dystre ‘Summon the Sound’ emmer ligeledes af maskinel larm og 80’er-dystopi, men dog i en noget mere letfordøjelig indpakning end forbillederne. På albummets sidste halvdel viser S.C.U.M. sig fra en mere stemningsfuld og afdæmpet side og minder mest af alt om franske M83 med drømmende synths som på ‘Sentimal Bloom’. Sidste nummer ‘White Chapel’ er en forløsende, dansabel forløsning og en glimrende afslutning på et album, der, uden på nogen måde at være original, alligevel giver nyt liv til den snart ti år lange postpunk-revival.