Foster the People blander dyster lyrik med glad pop. For sådan er livet. Mød indiedrengene, der spiller på Store Vega til vores Soundvenue Sessions i aften.
‘Pumped Up Kicks’ er et rart nummer. Det er catchy med sit enkle, tørre trommespor og megafon-vokal, og så fløjter de sågar. Ren MGMT møder Peter Bjorn and John-stemning. Los Angeles-baserede Foster the Peoples førstesingle er da også allerede blevet luftet en del i radioen. Men hvis man lige stopper op et øjeblik og lytter, ændrer popbilledet sig lidt. Nummeret handler om Robert. Han har en pistol, og han vil gerne skyde de andre børn.
»Livet har ligesom to sider. Der er øjeblikke, der er virkelig glade, og så er der øjeblikke, der er virkelig tragiske«, fortæller ankermand Mark Foster om nummerets tvetydighed og fortsætter: »Man fortæller en historie, og den historie er så en metafor på livet«.
Sammen med Mark Pontius og Cubbie Fink udgør han Foster the People. Han startede bandet for halvandet års tid siden, og nu er debutalbummet ‘Torches’ ude. Selv om han altid har spillet musik, har han som så mange andre musikere måttet tjene småpenge gennem jobs som pizzabud og tjener, mens han lavede musik om aftenen. Men så fik han et fuldtidsjob, hvor han skulle komponere jingler til tv-reklamer.
»Jeg tror, de hyrede mig, fordi jeg skriver fængende melodier. Jobbet hjalp helt klart med at skærpe mine evner, men min stil var der allerede inden«, fortæller Foster.
Det var nogenlunde samtidig, at Foster the People så dagens lys. Med fuldtidsjobbet havde Foster nemlig overskud i økonomien til at satse på musikken, og der gik ikke lang tid, før han var godt i gang med at skrive catchy pop med dystre undertoner. For sådan er det faktisk med de fleste numre på debutalbummet.
»Tit kan noget se virkelig fint ud på overfladen, men så finder man ud af, at der er noget nedenunder, der slet ikke er så godt«, fortæller Mark og tilføjer, at det samtidig giver sangene dybde.
Nummeret ‘Life on the Nickel’ er et andet godt eksempel. Det lyder umiddelbart som et dansabelt popnummer i al sin opklippede synthflirt, men lytter man efter, handler det faktisk om en hjemløs gut. Ligesom på ‘Pumped Up Kicks’ er det skrevet fra den hjemløses point of view, og det tiltaler virkelig Foster at skrive på den måde.
»Det er ligesom en filminstruktør, der laver film om andre. Jeg kan godt lide at udforske, hvorfor mennesker gør, som de gør, og på en eller anden måde sætte mig i deres sted ved at fortælle deres historie«.
Men på trods af hjemløse og scenarier, der vækker minder om skoleskyderier i USA, er det hele ikke ren elendighed. Livet har både peaks and valleys, som Foster lidt småfilosofisk udtrykker det. Og der er skam også håb.
»Musikken repræsenterer håbet i numrene. Jeg kan godt lide at skrive sange på den måde«.