Kimya Dawson

Med et 42-sekunders langt punk-inspireret raserianfald, der disser alkohol, nikotin, hvedebrød og uraffineret sukker har den tidligere oprørsfulde post-teenager, Kimya Dawson, for alvor slået sig ned med mand og barn. Hendes syvende soloalbum er en uafgjort kamp mellem voksen selvbevidsthed og ungdommelig spontanitet proppet ind i et musikalsk stemningsrum af hjemmelavede lo-fi-kompositioner, der omfavner resterne af tiden i den hedengangne duo The Moldy Peaches.

‘Thunder Thighs’ skriger af antifolk-realisme med førstepersonsfortællere, der kredser om alt fra forurening, misbrug, transseksuelle helte til en hyldest af offentlige biblioteker. Kimya Dawson balancerer konstant på grænsen mellem en kynisk misstemning og barnlig naivitet tilført efterhånden halvslidte, velkendte guitarriffs og blokfløjteinputs, der emmer af fare for at havne i en afdeling af 00’ernes musikalske tidslomme.

Numre som ‘Captain Lou’ og ‘Driving Driving Driving’ overrasker dog positivt med en melodisk udvidet palet, der trækker på strygere, klaver, lejlighedsvise hiphop-beats samt gæsteoptræden fra Aesop Rock.

Dawsons instrumentale udskejelser er sjældent præget af virtuositet, hvorimod de poetiske udfoldelser ofte fremstår ægte humoristiske, enkelte og ærlige. Dawsons største gave er uden tvivl hendes evne til at fortælle historier, som på dette album kulminerer med nummeret ‘Walk like Thunder’. En ti minutter lang alvorsfuld, men stadig yndefuld episk beretning om to venners alt for tidlige død, hvilket desværre får resten af albummets tekster til at fremstå lidt vakkelvorne til sammenligning.