Symmetry

Kunstnere siger altid til anmeldere, at de skal gå ind på værkets præmisser. Men mange kunstnere gør samtidig op med den måde, et værks præmisser identificeres og formidles på. Hvad er for eksempel præmisserne for dette Symmetry-album fra Johnny Jewel?

Man ved, at noget af musikken oprindeligt blev lavet som soundtrack til filmen ‘Drive’, men at det blev skrottet i sidste øjeblik. Nu er formatet altså et andet – musikken præsenteres som soundtrack til en imaginær film. Måske en anderledes, ikke-eksisterende version af ‘Drive’?

Kompositionerne er dystre og afventende med en meget simpel opbygning: Synths, trommer, strygere, kun sjældent bas. Især synthesizerne dominerer lydbilledet, der har et pift af 80’er-uhygge. Stilen er dog aldrig sci-fi, men minder snarere om abstrakt Brian Eno-inspireret ambient, bare mere skummelt. Tænk våde, mørke gader med ludere og fortabte Hollywood-drømme. Realistisk og alligevel syret, ligesom albummets dobbeltpræmis – at det både er, og ikke er, et soundtrack.

Den dobbelthed afspejles også i lytteroplevelsen. Musikkens filmiske element indikerer klart, at man befinder sig et konkret sted – der er en scene. Det imaginære element derimod betyder, at stedet er uklart og tvetydigt, som om musikken ved, hvad scenen er, men ikke afslører det. Resultatet er, at man driver mellem opmærksomt fokus og sløret tilstedeværelse. I løbet af albummets to timer giver det både øjeblikke af gribende drama og kedsomhed. Lytteren bringes aldrig fra A til B, men overlades paradoksalt i et slags filmisk stilleben. Og det er på én gang albummets styrke og svaghed.