Tennis

Hvedebrødsdagene fra Tennis’ debut ’Cape Dory’ er i den grad ovre. Det erkendes frustreret på albumåbneren ’It All Feels the Same’. Men parret Alaina Moore og Patrick Riley har tænkt sig at kæmpe imod forholdskrisen på deres toer, og forholdet er spædet op med et tredje krydderi i form af trommeslager James Barone, mens parterapeut/producer Patrick Carney fra The Black Keys også er inddraget i processen.

Det frembringer en ny lyd, som tager toppen af 50’er-autenticiteten, men til gengæld giver bandet en mere personlig og nutidig klang. Carney kan desuden nok holdes ansvarlig for at have tilført bandets blanding af surf og Doo-wop et strejf af blues. Det kommer til udtryk i crunchy bas- og guitarriffs, og tilføjer melankoli til de ellers solbeskinnede numre, hvilket fremstår bedst i singlen ’Origins’. Derudover er surf- og jangleguitar samt Motown-klaver flittigt i brug, og er hver især i centrum på tre af pladens bedre numre ’Robin’, ’Travelling’ og ’Petition’.

Det bedste ved Tennis er stadig de ekstremt simple og fængende popmelodier, og det værste er stadig den store forudsigelighed og de ensformige harmonier. Gimmicks i stil med Cults’ overraskelsesangreb eller Best Coasts guitarprovokationer kunne give gruppen tiltrængt kant.

Pladens sidste nummer, ’Never To Part’, giver os et hint af, hvordan det kunne lyde. Nummeret opbygges aggressivt og giver større frihed til guitar og trommer, og imens demonstrerer Moore sin evne til at være kæk og sørgmodig på samme tid. På den måde afsluttes pladen med håb for Tennis’ forholdskrise – både musikalsk og lyrisk.