The Magnetic Fields
Nogen mener, at det kan være en fordel at fatte sig i korthed, og denne huskeregel har den konceptglade, kronisk ironiske melankoliker Stephin Merrit gjort til grundregel på sit tiende album i The Magnetic Field-regi (tillykke med jubilæet, Stephin!).
‘Love at the Bottom of the Sea’ byder nemlig på 15 knaldperler, der alle bliver fyret af på under tre minutter, ligesom albummet markerer en tilbagevenden til den synthesizer, der var forment adgang på den forudgående albumtrilogi ‘i’, ‘Distortion’ og ‘Realism’. Derudover er albummet i øvrigt støvsuget for konceptuel tænkning (fraset det sædvanlige fokus på kærlighed og kødelige lyster), og hvad man kan klassificere som klassisk Magnetic Fields-materiale: Små, sødmefulde popmelodier pumpet op med spidsfindige tekster om alt fra den søde kløe, lejemorderlig hævntørst, bittersød underkastelse og skarppennede udleveringer af sære eksistenser fra New Yorks kreative klasse, bøsseklubber og omegn.
Den stramme, synthpoppede form klæder sangene, blandt andet fordi Merrit ikke har problemer med at proppe indhold i de korte kompositioner. Hans flair for fængende refræner fornægter sig ikke, og ‘God Wants Us to Wait’, der lyder som et sarkastisk ekko af Beach Boys’ naivistiske ægteskabshymne ‘Wouldn’t It Be Nice’, og den vittige og vanvittigt træfsikre drag-hyldest ‘Andrew in Drag’ er blot to eksempler på dette.
At karakteren alligevel ikke lander højere oppe skyldes den lidt for enslydende produktion og den gennemgående forkærlighed for mellemtempo. Her ville et par rappe to minutters raves have livet op og revet Merrit herligt brummende, men helt objektivt betragtet monotone vokal ud af komfortzonen.