D’Angelo – helt ud på den anden side

I et årti forsøgte djævlen at knække ham. De fleste, der fulgte med, frygtede, at han ville ende som sin generations Marvin Gaye, Sam Cooke eller Curtis Mayfield. Som endnu en soulsanger af overjordisk talent, der ville bide i støvet i en ubærligt ung alder. Men for de, der endnu ikke måtte have fattet det: D’Angelo er tilbage. Efter en overbevisende comebackkoncert samme sted i januar genbesøgte den amerikanske neosoul-sanger Store Vega tirsdag aften. Og det med en koncert der, trods skønhedsfejl, mindede alle om, at den nu 38-årige ikke har sin lige. Overhovedet.

Skåret som en mutation af Prince og Rambo, med fraseringer, der ville have gjort sig i Marvin Gayes sexede gospel og overarme så store som kævler, sneg D’Angelo sig under introen ind bag den guldkædeklædte træstamme af en percussionist, der smældede skarpe lilletrommeslag ind i det solidt gyngende groove under ’Playa Playa’. Han virkede let utilpas, frontmanden, mens han med nervøse smil udvekslede blikke med sine musiker, som for at forsikre sig, at alt var, som det skulle være. Men under tredje nummer, ’Devil’s Pie’, om djævlen og alle hans fristelser, skete forvandlingen. D’Angelo kastede guitaren til roadien, sparkede til mikrofonstativet og flækkede fjæset i et bredt smil, der viste hvor glad han egentlig er for at være kommet ud på den anden side. Herefter lagde han Vega ned.

Selv om det var D’Angelos Gud, der fik ham gennem narkomisbrug, alkohol og identitetskrise, og selv om han har gudsfrygt osende fra hvert et åndedrag, fra hver en svedddråbe så spillede Gud ikke en stor rolle under koncerten. Med et band, der bortset fra den legendariske bassist Pino Palladino var afroamerikanere, var der ligeså meget sort gospel som soulfest i Vega. Men D’Angelo er mere bandleder end prædikant. Og en højspændt, spillevende en af slagsen, hvilket kulminerede i et kvarters afsluttende funkjam, hvor han som en genfødt James Brown beordrede antallet af breaks til bandet med fingrene.

Alene bag sit Fender Rhodes viste han på ’Brown Sugar’ , ’Spanish Joint’ og ’Untitled (How Does It Feel)’ hvor selvsikker en musiker han er, men han gav hele tiden masser af plads til sit band med soloer stort set hele vejen rundt. Ældre, beskidte klassikere som ’Chicken Grease’ og en lang, fuldfed version af ’Shit, Damn, Motherfucker’ væltede salen, og problemerne kom først med nye numre som ’Charade’, der lader til at buldre lidt ubeslutsomt mellem funk og rock’n’roll. Men på trods af, at hans nye materiale kan få en til at tvivle på, om D’Angelo også er i stand til at konsolidere sit comeback på en plade, kan ingen efter halvanden time i Vega have tvivlet på, at han er the real deal.