Jack White – en excentrikers vildskab

I forhold til sommerens koncert på Roskilde Festival havde Jack White mandag aften smidt hatten fra sig og var trukket i arbejdstøjet. Bissen var skruet på, og man fornemmede, at den 37-årige Detroit-karl denne aften ikke bare ville stille sig tilfreds med at please et beskænket festivalpublikum med sing-a-long-tonerne fra ’Seven Nation Army’.

I Falconer Salen skulle der mere til. Den skulle have et ekstra nøk, så den forventningsfulde danske fanskare kunne føle, at de fik noget for pengene. Og det fik de – dog med enkelte svipsere.

Læs også: Se billeder og læs publikums reaktioner fra Jack White-koncerten

Aftenens temaer var vildskab og vovemod snarere end det var skønsang og storladenhed, og herrekvintetten The Buzzards var derfor velvalgt til lejligheden. Især bandets næsten krigeriske trommeslager fuldstændiggjorde Whites aggressive udsvævelser på ’Dead Leaves and the Dirty Ground’, som indledte koncerten. Det rev i ørerne, og der var nok mange, der allerede her fortrød, at de var gået uden om ørepropsælgeren ude i lobbyen.

Andre White Stripes-numre som ’Hotel Yorba’ med gulvbas og stemningsfuld steel-guitar, samt hidsige udgaver af ’The Hardest Button to Button’ og ’Ball and Biscuit’, var ligeledes blandt højdepunkterne på en setliste, der også talte elektrificerede tracks fra Jacks andre projekter, The Raconteurs, The Dead Weather og solopladen fra i år.

Læs også: Hør Jack Whites 10 største øjeblikke

Disse var dog mindre vellykkede, og på den ellers så livlige ’Top Yourself’ formåede White at forandre tempoet så mange gange, at sangen fik samspillet til at halte for en stund. Ind i mellem handlede det for hovedpersonen mere om, hvor excentrisk han kunne fortolke sine egne sange, end om at gengive deres oprindelige charme, hvilket ikke altid bidrog til det positive.

Det gjorde ej heller lyden i Falconer Salen, men det til tider hvæsende lydbillede blev heldigvis glemt under et sublimt encore, bestående af det bedste fra Whites fire perioder med den barbariske solosingle ’Sixteen Saltines’ som et råt rock’n’roll-kick og den sympatiske ’We’re Going to Be Friends’ som aftenens eneste afdæmpede moment.

Læs også: 15 ting du ikke vidste om Jack White

Når alt går op i en højere enhed, er Jack White er en triumfator på sin guitar, og med det understregede han igen-igen, at vi skal nyde hans ideer, hans melodier og hans løjerlige legesyge, fordi der næppe kommer en lignende skikkelse forbi lige foreløbig.