St. Vincent & David Byrne

Annie Clark er fed. David Byrne er fed. De to har sammen skrevet en bunke sange. Er de sange så fede? Ja, men lidt som suppe med suppe serveret til.

På albummets omslag ses det smukke kunstnerpar udsat for hård photoshop. En gul rendegraver har indlagt en hagekløft på Byrne, og Clarks kind er spilet ud, som om hun gumler på et ønskeben fra en kalkun. Når det skal nævnes, er det fordi photoshoppede covers er advarselsskilte: Giv agt, produktionen er glat!

Albummet er desværre produceret glat. Når trommerne knitrer, knitrer de kontrolleret, og når breakbeats brækker, er der ingen krummer. Dermed får de fine sange i cabaret-popstil en lidt bedaget og voksen lyd.

Læs også: Hør hele ‘Love This Giant’

Kontrasten til det glatte er et allestedsnærværende blæserorkester. Der truttes og prustes i alle huller og folder. Men i en bedre verden ville blæserne have lynet deres messing ned i pølsetasken og drukket kaffe blot et øjeblik, så vi – for eksempel – kunne have hørt, hvor fabelagtig en guitarist, Annie Clark også er. Og hvor gode sangene faktisk er.

Makkerparret dyrker begge det urolige, løjerlige, intelligente og teatralske – suppe med suppe – men deres stemmer udgør en original, ny enhed. Byrne bræger løs på den der måde, han kan, og Clark smyger sig om ham, så ren og pur som en frisk stak printerpapir. Når det ikke er ham, legenden, der bakker hende, småfisken, op. Albummet er kunstnerisk demokrati i praksis. Det får de den fjerde stjerne for.