Space Dimension Controller

Det er blevet tid til seneste opus i Space Dimension Controllers musikalske sci-fi-krønike, men denne gang drukner fortællelysten desværre i sleazy 80’er-funk og bedagede forestillinger om en fjern fremtid.

Der bliver ellers budt fint velkommen til det herrens år 2357 med melodisk glidende guitarflader og perlende synth. Men så dukker Mr. 8040 ellers op for første gang og introducerer sig selv og det fiktive univers, man den næste times tid skal forsøge at forestille sig at være en del af. Desværre bliver forestillingsevnen voldsomt distraheret af den bevidst kitschede old school-rapstil, der leveres på en baggrund af electric boogie-rytmer anno 1984. Det bliver simpelthen for påtaget og dermed temmelig irriterende i det lange løb, når man gentagne gange skal stifte bekendtskab med Mr. 8040 og hans filmisk overartikulerede fortællestemme.

Læs anmeldelse: Space Dimension Controller ‘The Pathway to Tiraquon6’

Hvis bare resten af albummet bød på noget af den samme genrenytænkende legesyge, som forgængeren ’The Pathway to Tiraquon 6’ kunne tilbyde, ville meget være tilgivet. Desværre fortsætter den outdatede funkfortolkning. Først på ’Confusion on Armanment Moon’ bliver det hele spicet op med et mere nutidigt indspark af den spacede disco, som vores norske broderfolk bedriver så mesterligt.

I glimt, som på den acid-pumpede technosag ’Rising’, beviser Space Dimension Controller, at han stadig besidder de egenskaber, der har givet ham opmærksomhed de senere år. Men hvor Kuedo på ’Severant’ leverede det perfekte lydtapet til, hvordan vi engang forestillede os verden ville se ud i fremtiden, fortaber Space Dimension Controller sig desværre i et lydlandskab, hvor technoklicheerne står i kø.

Space Dimension Controller. 'Welcome to Microsektor 50'. Album. R&S.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af