Mikal Cronin – smittende garageenergi

4 6
Mikal Cronin – smittende garageenergi
Foto: Benjamin Lund Nielsen

Timing er som bekendt alt, og den kunne næppe være meget bedre, da Pop Revo denne lune torsdag aften i maj skød 2013-udgaven af festivalen i gang med albumaktuelle Mikal Cronin, som kvitterede med et kort, potent powerpopsæt med tre kvarters ligelige pluk fra hans selvbetitlede debut og den nys udkomne ‘MCII’.

Der blev spillet skånselsløst højt og Voxhalls beton-indre klædte desværre ikke Cronins band så lydmæssigt godt som et åbent Pavilion-telt på Roskilde. Balancen instrumenterne imellem røg sig ofte en tur, vokalen blev halvt fortæret af en vanskeligt penetrerbar mur af støj og mange af detaljerne fra tre-guitarers angrebet fra scenen gik tabt i lydmosen. Endnu værre blev det oppe fra balkonen i salen og Causa Suis performance senere på aftenen satte efterfølgende i knivskarpt relief, hvor dårlig lyden egentlig havde været forinden. Men det var trods alt rimeligt nok til at yde Cronins allerede formidable sangkatalog nogenlunde respekt.

Og hvad bandet ikke fik forærende i funklende, stereofonisk hifi-sound, havde de til gengæld i medbragt velturnerethed, tightness og smittende energi. Emily Rose Epstein, der udover at være rytmisk ankerkvinde i Cronins band også betjener kedlerne for makkeren Ty Segall, gjorde det formidabelt som det dynamiske rock’n’roll-maskineri bag alt guitarlarmen – også når koncerten tog uventede drejninger: »Uh, we’ve never really played this song before, but here we go… three, four!« indledte Cronin en ellers suveræn levering af ‘See It My Way’.

De nye numre gik fint i spænd med de gamle, og der blev ikke, som på Roskilde Festival året før behov for at ty til covernumre for at blokke spilletiden ud. Næsten ærgerligt, for man kunne sagtens unde Pop Revo-publikummet at høre Cronins sublime versioner af Guided By Voices-klassikeren ‘Teenage FBI’ eller Sixpence None the Richers ‘Kiss Me’, men så lærte vi i stedet ‘MCII’ godt og grundigt at kende – og her lød især ‘Am I Wrong’ og ‘Shout It Out’ fra scenen som gode bud på årets alternative sommerhits, mens numre som ‘Peace of Mind’ og ‘Change’ bevingede koncertens slutning med violinbidrag, der ruskede op i Cronins garagerock-opskrift.

Sammen med en nærmest dommedagstordnende, ekstra-super-udfuzzet servering af ‘Green and Blue’ og det lille stadionrock-øjeblik sidst i ‘Again and Again’, hvor bandet for en gangs skyld kvæler deres instrumenter for en stund og lader Cronins falset om at uh’e sig igennem et gudesmukt c-stykke, kun akkompagneret af en ensom guitar, sørgede det for lige akkurat den nødvendige variation i koncerten.

Man kunne måske godt have ønsket sig mere. En ballade i ny og næ som den friske ‘Don’t Let Me Go’ kunne have tilført en smule mere dynamik. Men Mikal Cronin gav sammen med sine bandkumpaner en ganske solid koncert, hvis største ankepunkt de vel ikke rigtigt kunne klandres for: Lyden.

Koncert. Voxhall, Pop Revo.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af