When Saints Go Machine – regndansende electropop

Det var en synligt benovet og beæret Nikolaj Vonsild, som indtog scenen på en grå, og senere regnfuld lørdag eftermiddag, efter at When Saints Go Machine havde været tvunget til at aflyse året før, da deres instrumenter strandede i Barcelona.

Setlisten havde den nyligt udkomne ‘Infinity Pool’ som omdrejningspunkt, enkelte afstikkere til ‘Konkylie’ og så selvfølgelig det obligatoriske gennembrudshit ‘Fail Forever’, alt leveret ulasteligt med en oplagt Vonsild i front for festlighederne. Når nu ikke en lokal helt som Peter A.G. kan kigge forbi en ærkeaarhusiansk festival, var Vonsilds kropslige spejling af manden en fuldgod erstatning.

Læs anmeldelse: When Saints Go Machine ‘Infinity Pool’

Også lyden var i hopla. Vonsilds kvidrende, sublime falsettriller slængede sig på et tromlende tungt bastæppe, hvorpå Jonas Kenton og Simon Muschinskys synths dansede om kap med Silas Moldenhawers hektiske, krops-kinetiske rytmebidrag. Og selv om den største bevægelse blandt tilskuermassen indtraf, da samtlige 15-20.000 tilstedeværende simultanskiftede til regntøj, da de første dråber ramte, var publikum godt med alligevel.

Koncerten åbnede og lukkede med ‘Infinity Pool’-uddragene ‘Degeneration’, ‘Iodine’ og ‘Slave to the Take in Your Heaven’ og Vonsild strakte i manglen af Killer Mike også rap-skills på førstesinglen ‘Love and Respect’, men crowd-pleaserne var indiskutabelt stadig af ældre dato – nemlig den sukkersøde ‘Kelly’ og så førnævnte ‘Fail Forever’.

Læs også: NorthSide: Publikums must-see koncerter

Og så kom vandet også for alvor. When Saints Go Machine trodsede i koncertens sidste kvarter virkelig elementernes rasen. Den heftige slagregn tvang hans bandmakkere langt bagud på scenen, for vand og synths er selvsagt ukompatible, men en gennemblødt Vonsild stod last og brast med publikum og holdt ud, trods moder naturs kolde afvaskning.