John Grant – følelser i forvirring

Man kunne godt have mistænkt John Grant for en form for kreativ personlighedsspaltning, ikke mindst i lyset af forskellen på midterrabat-folkrocken på solodebuten ’Queen of Denmark’ fra 2011 og den mere kantede, 80er-synthbårne pop på ’Pale Green Ghosts’ fra i år.

Identitetsforvirringen tog Grant med sig over i en livekontekst, hvor han yderligere måtte slås med indledende problemer med lyden og senere hen aggressiv garagerock, der strømmede ind – under mere afdæmpede passager – fra Orange.

Stærke sange fra Grants andet album såsom ’GMF (Greatest Motherfucker)’ og ’It Doesn’t Matter to Him’ fandt ikke helt fodfæstet live, hvor de kæmpede med at danne bro mellem folkrock og elektronisk lo-fi. Grants islandsk rekrutterede band (han bor til daglig i Reykjavik) virkede ikke helt fortrolige med deres (ofte marginalle) rolle i Grants følelsescabaret.

Læs også: Publikumsreaktioner: The National på Orange Scene

I sættets første 45 minutter diverterede en cool, skødesløs Grant udelukkende med numre fra ’Pale Green Ghosts’ og det var synthtunge skæringer såsom ’Black Belt’ og ’Sensitive New Age Guy’, der bedst forløstes fra det nye kuld sange.

Grant serverede dog også et par crowdpleasere fra debuten: En fin udgave af ’Sigourney Weaver’, en noget mudret ’Chicken Bones’ og så som en naturlig kulmination – især lokaliteten taget i betragtning – en stormende velmodtaget ’Queen of Denmark’.

Eftermiddagen bød også på en gåsehudsfremkaldende stund i skikkelse af ’Glacier’, hans dybtfølte skildring af livet som udstødt, ung bøsse. Der var flere tårer i øjenkrogene at spore. Ikke nogen ringe bedrift en søndag eftermiddag på Roskilde.