Blondes

Blondes har på deres andet album forladt den lyshårede og rødkindede synthhouse til fordel for metalgrå kicks og jordslåede hi-hats. Dermed tilslutter de sig de seneste par års tendens i den intellektuelle, elektroniske musik til at undersøge technoens relation til de uslebne, eroderede og rå lyde. Tænk på navne som Actress, Andy Stott, Ekoplekz og navnligt Vessel, der dyrker en nærmest geologisk lyd.

Så langt går Blondes dog ikke, her er mere lys og synth. Det er ikke jordens pladetektonik, der knirker, men snarere hjernebarken der presser på kraniets inderside: Stramme rytmer, sjældent overraskende, der tikker og slår, mens de skiftevis åbner og lukker sig i teksturen, først indeklemt, så bredt klingende. Heri ligger også numrenes udvikling, der undgår ethvert narrativ til fordel for en hvirvlende rundkørsel med skiftevis presset og let trafik.

Læs anmeldelse: Blondes ‘Blondes’

Det kræver en elskværdig koncentration hos lytteren, der misser pointen, hvis man ikke interesserer sig for hi-hattens forvandling fra metalklang til egetræshult dunk på ’Bora Bora’. Eller hvis man overser skønheden i, at ’Rei’ helt diskret starter som fabriksarbejder, men slutter som psykedelisk jungledans.

Det sagt, kan selv den opmærksomme lytter godt komme til at savne større variation i ideerne. Det er gode tracks, men stemningen ændrer sig ikke stort. Da de to Brooklyn-musikere samtidig læner sig op af et udtryk, genrekendere har hørt før, står albummet tilbage som en af den slags plader, man ville elske at høre live, men som ikke ender alt for ofte på pladespilleren.