Agnes Obel ‘Aventine’

‘Philharmonics’ var en usandsynlig succeshistorie, der (heldigvis) blev til virkelighed imod alle odds. Agnes Obel betog 100.000 pladekøbende danskere i en tid, hvor albumsalget styrtdykker (med mindre man hedder Rasmus Seebach).

Obel genanvender grundformularen og -stemningen fra debutens velkomponerede kuld af klaverdominerede sange på ‘Aventine’, inklusive brugen af instrumentalnumre der fungerer som stemningsgivende bølgebrydere undervejs.

Læs anmeldelse: Agnes Obel ‘Philharmonics’

Men i de små detaljer åbenbarer nuanceforskellene sig alligevel. Arrangementerne er mere rugende og dvælende. Især celloens vemodsstemte vibrato står som en flot kontrast til de rislende klaverpartier og til Obels stemme, der tilsammen kaster lys ind i det mørke, der ellers fortætter sig omkring lytteren.

Der er ikke helt så umiddelbart indtagende sange som debutens ‘Riverside’ eller ‘Brother Sparrow’, men til gengæld er der langtidsholdbare numre som ‘Fuel to Fire’ og ‘The Curse’, der folder sig ud som mørkt-violette kronblade, hvis man har tålmodigheden til at holde blikket fæstnet. Langsomhed er en dyd på Obels andet album, hvis kronjuvel er titelnummeret, hvor prikkende strengeinstrumenter går i kildrende dialog med en ensom cello. Fornemt tænkt og udført.

Læs også: Top Track: Agnes Obel ‘Fuel to Fire’

Agnes Obel er en sangskriverbegavelse af stor formel styrke, men hendes sange er samtidig så strengt kontrollerede, at de i nogen grad suger livet ud af musikken, når melodiniveauet daler bare en smule, som det sker på albummets sidste fire sange.

Vi mangler endnu at se, hvad Obel kan præstere, når hun løsner grebet om sin musik, slår håret ud og bare giver befriende los.