Gramsespektrum: »Gert K har jo ikke patent på at rappe om junk food«

Det startede sådan set for lang tid siden, men i juli 2012 indtog Xtra Naan internettet med numre som ‘Smuglerne’ og ‘Puha’. Efter et år i tavshed har raptrioen bestående af Malk de Koijns Tue Track samt Peder og Simon Bonde (mændene bag Gramsespektrum) dog netop sluppet de nye numre ‘Wifebeater’ og ‘Brandslukningsmaskinen’.

Vi tog en snak med de to sidstnævnte for at høre nærmere om projektet, hård hiphop og arven fra Gert K.

Det er over et år siden, vi sidst har hørt fra Xtra Naan – hvorfor dukker der nye tracks op nu?
Peder: »Det meste af Xtra Naan-tingene er lidt gamle i det. ’Wifebeater’ er faktisk fra 2007, men nu fik vi det lige mixet af Rune Rask og Tim McEwan fik remixet ’Brandslukningsmaskinen’, og så gav det lidt liv og vi fik blod på tanden. Vi har en masse skrammel-demoer liggende, som vi lægger op en gang imellem, når der er tid til at finpudse dem«.

Stilen virker humoristisk hård, eller bramfri. Hvad kan I komme ud med via Xtra Naan, som I ikke kan andre steder?
Peder: »Som jeg ser det er Xtra Naan fuldstændig uden regler. Det er der vi laver musik (primært rap), og jeg har planer om at skrive et country-nummer og håber også på snart at lave noget soul. Og ja, når man kan tage roller er der også fri mulighed for at sige ting, man normalt ikke ville tage i sin mund (læs: bøssemanden)«.

Simon: »Jeg har ikke tænkt over at stilen skulle være specielt hård. Hiphop har jo altid været en genre, hvor bladet blev taget fra munden mere end i andre genrer. Men hvis vi måske er gået lidt ekstra amok, så er det nok fordi det fra start har været et hobbyprojekt, hvor vi egentlig kun lavede numrene til hinanden, og ikke havde tænkt på at andre skulle høre dem«.

Hvor meget har i grint, mens I lavede numrene?
Peder: »Jeg griner meget tit, når de andre indspiller deres vers, da det tit er første gang, man hører det, de har skrevet. For eksempel i forgårs, da Simon lagde et vers ned som sit alterego Ulrik Wilbek«.

Simon: »Jeg synes også det er skide sjovt at lave. Det er meget lystbetonet for mig, fordi det er noget helt andet end det jeg laver til hverdag«.

I ‘Wifebeater’ rappes der (blandt mange ting) om en Double Whopper. Lever ånden fra Gert K stadig i jer?
Peder: »Det rimede lige og jeg forestillede mig, at rockerpigen var smuk på samme måde som en Double Whopper. Gert K og Mads lever ikke specielt meget i mig mere..Det var sjov, men nu laver vi andre ting«.

Simon: »Gert K har jo ikke patent på at rappe om junk food. Whopperen var hiphop før Gert K købte sin første sampler«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Har Xtra Naan nogen sammenhæng med lanceringen af det nye tv-show Aggressiv Amager, som I jo er en del af?
Peder: »Nej. Vi havde det faktisk lidt stramt over at det hele skulle falde på samme tid. Altså Aggressiv Amager, Xtra Naan, mit soloalbum og den video Simon og jeg har instrueret sammen, ’Ghost of a Smile’«.

Simon: »Track har jo også lige sluppet Ponyblod denne sommer, og faktisk lagde vi ’Brandslukningsmaskinen’-remixet – som har Klamfyr med som gæsterapper – op samme dag, som F1rsteholdet lagde deres track ud. Så man kan vist ikke sige, vi har haft en særlig velkoordineret strategi«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Er det stadig udelukkende et hyggeprojekt, eller har I planer om at udgive noget på sigt?
Simon: »Måske på sigt. Det er ikke noget vi rigtig har talt om. For mig er Xtra Naan virkelig en hobby. Jeg er blevet for doven til at spille fodbold, og jeg har aldrig interesseret mig for biler, så jeg er glad for, at Peder og Anders gider at have den her lille rapklub med mig«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af