Holograms

Internettet har allerede bidt mærke i det punkromantiske i, at den ene halvdel af Holograms bor i arbejderforstaden Farsta, beliggende otte kilometer syd for Stockholm (de to Spetze-brødre bor stadig hjemme). For det visualiserer den isolation og industrielle lyd, der både knagede på den selvbetitlede debut og nu på gruppens andet album.

Synthesizeren er røget i baggrunden siden debuten, så den nu i højere grad er stemningsskaber bag guitar og trommer, men blandt andet på den buldrende og temposkiftende ’Rush’ kommer den frem og skaber en af pladens bedste skæringer.

Det er smukt, hvordan Holograms, ligesom på debutens antioder til Sveriges vikingefortid, drager paralleller fra nutidens normale hverdag til fortidens mytologi. ’Ättestupa’ refererer således til en mytisk klippe, hvorfra ældre mænd siges at have kastet sig i døden, når de ikke længere kunne forsørge sig selv, hvilket Andreas Lagerström nutidiggør med sin gentagne klage »I’m so tired«. Nummeret selv lider dog desværre også af lidt metaltræthed.

Læs anmeldelse: Holograms ‘Holograms’

’Ättestupa’ fungerer nemlig som første temponedgang efter tre forpustende åbnere. Pladens første nummer, ’A Sacred State’, knirker kortvarigt med bas og trommer let hoppende, inden skurrende guitarer antænder den ild, der sætter tempoet det meste af albummet igennem.

Lagerströms vokal er mødet mellem The Cure-frontmand Robert Smith og Iceage-ditto Elias Bender Rønnenfelt. Det musikalske link til de danske postpunk-kolleger er da heller ikke til at tage fejl af, men Holograms’ lyd er større, til tider næsten i stadionformat. Det gør ’Forever’ til en tilgængelig, lidt enstonet, men også brølende og mørk postpunkskive.