Fleetwood Mac – begavet nerve og bedaget nostalgi

Fleetwood Mac solgte i deres guldrandede velmagtsdage millionvis af plader med dekadent og drømmende softrock undfanget på en bittersød baggrund af kærestesorger, konflikt og kokainindtag. 2013-udgaven af bandet består stadig af den klassiske besætning bag gigantsælgeren ’Rumours’ – minus Christine McVie, der dog for første gang siden 1998 optrådte med resten af gruppen forleden i Londons O2 Arena – men til koncerten i det jyske hjerteland kunne bandet ikke helt fylde Boxen ud.

Det virkede nu ikke til at påvirke hverken bandet eller publikum. Der manglede hverken gnist eller vilje bag indsatsen i den mere end to en halv time lange koncert – og det skyldtes ikke mindst bandets kreative indpisker Lindsay Buckingham.

Mere end noget andet er det had/kærlighedsaffæren mellem Buckingham og Stevie Nicks, der nu på femte årti giver besnærende tænding til gruppens hedonistiske hymner, hvor svigefulde, men solrige melodier mødes i smuk (dis)harmoni. Tilsat en sikker rytmesektion bestående af det flamboyante fyrtårn af en trommeslager Mick Fleetwood og den lettere anonyme, men aldeles driftsikre bassist John McVie.

Læs også: Klassiker: Kom bag om Fleetwood Macs ‘Rumours’

Aftenen var delt op i flere sektioner, hvilket kunne have givet den lange koncert fokus, men i virkeligheden gjorde den mere ujævn og opbrudt end godt var.

Vi startede ud med tre numre fra ’Rumours’, heriblandt signatursangen ’The Chain’. Lyden var desværre ikke for god (især indledningsvist), og det led særligt vokalindsatsen under. Nicks virkede helt off – indtil hun selv fik mulighed for at synge for på tredje skæring ’Dreams’, mens Buckingham mere brølede end sang.

Bandet – og i særdeleshed Buckingham – fandt først rigtigt formen på fire numre fra det spraglede, new wave-inspirerede dobbeltalbum ’Tusk’, som Buckingham introducerede til med særlig stolthed. Man kunne tydeligt fornemme, at det er i disse anti-konforme sange, såsom titelnummeret og ’Not That Funny’, hans hjerte banker med heftigst.

Vi fik også en (semi-)akustisk sektion, hvor Buckinghams indre guitarvirtuos kunne træde frem til stor begejstring for et generelt medlevende publikum. Buckingham understregede flere gange undervejs, hvor begavet en sangskriver og guitarist han er. Når han var mest ilter og tændt, kunne man skære sig på hans fortsat fuldfede, men også nysgerrigt pirkende riffs.

Mere problematiske var Nicks-bidragene, der fyldte meget, hvilket i Christine McVies fravær kun er naturligt. Det klassiske sangskrivertrekløver er blevet reduceret til et makkerpar, og det gør en forskel. Nicks’ røgede hippie-mysticisme virkede anderledes bedaget, især når den blev afleveret med udfoldede jams og lettere selvsmagende fagter og manerer. Bevares, Nicks sang sig varm i løbet af koncerten og leverede både en optændt ’Gold Dust Woman’, hvor hun iført guldsjal blandt andet snurrede sværmerisk rundt som en anden dervish, og en fin ’Silver Springs’, som hun afgjort stadig nyder at synge med øjnene stift rettet mod manden, der i sin tid var årsagen til sangens følsomt-forsmåede tone. En akustisk ’Landslide’ var også hæderlig, men især på grund af Buckinghams fint opridsede guitarfigur.

Koncerten kunne have fastholdt en langt større fornemmelse af momentum, hvis der var blevet strammet op, men Nicks holdt blandt andet en mere forvirrende end oplysende tale på ti lange minutter om et forsvundet kassettebånd (!) og Fleetwood skulle også under ekstranumrene blære sig med trommesolo samt agere cheerleader for publikum (der dog var med på legen).

Læs også: Guide: Fleetwood Macs 10 vigtigste sange

Højdepunkterne var forudsigelige og blev ført frem som oplagte klimakser: ’Go Your Own Way’ og ’Don’t Stop’. Sidstnævnte i tandem mellem Nicks og Buckingham. Gruppens største hit understregede sådan set, at det nuværende Fleetwood Mac er en trebenet hund, der nok har lært at gå igen, men aldrig kommer til at løbe: ’Don’t Stop’ er jo skrevet af Christine McVie, og hendes øvrige bidrag til gruppens repertoire var savnet. Nu fik vi i stedet lidt for mange guitarsoli af klassisk rock-varianten og en lidt for kraftig em af den hippie-ånd, Nicks altid har kanaliseret på – indrømmet – egensindig vis.

Mere fokus, mere af den vitale new wave-pop med skarpe linjer og et direkte attak havde været at foretrække på en aften, hvor Boxen blev forvandlet til en lige lovlig hengemt hule for en rockdinosaurs rutinerede tricks. Heldigvis skinnede den indlysende musikalitet og eviggyldighed i bandets melodier samt magien ved den sammensatte, interne dynamik igennem og gav nostalgien nerve i koncentrerede stød.

Buckinghams fortsat nysgerrige og energiske tilgang til sin metier er tydelig, og mere end nostalgifaktoren er det dét, der gør Fleetwood Mac anno 2013 til en ofte smittende (og derfor endnu relevant) oplevelse.