Juana Molina

Fem år skulle der gå, før hun endelig kom ud af busken med et album igen, den gode argentiner, Juana Molina, som for nylig er begyndt at optræde som skuespiller igen. Når man lægger ører til albumhøjdepunkter som den catchy åbner ‘Eras’, ‘Sin Guia No’ og de hektiske heksekedler ‘Ay, No Se Ofendan’ og ‘Bicho Auto’, ønsker man sig dog, at hun blot blev ved musikken og vævede mange flere af hendes hypnotiserende edderkoppespind.

‘Wed 21’ er nemlig, fuldstændigt som hendes andre udspil, måske det mest nærliggende soundtrack til, når man lukker øjenlågene i og trykker let på dem med fingrene indtil fosfenerne begynder at tone frem for nethinden – imaginære, spraglede krible krable-figurer vrider sig neonskinnende rundt i et dunkelt rum som DNA-strenge rundt om Molinas røst, der glider ind og ud af instrumenteringen som klapperslanger i vådt græs.

Læs anmeldelse: Juana Molina ‘Un Día’

Virkemidlerne er på papiret dybt traditionelle og burde sende tankerne i retningen af en kollega som Beth Orton – hendes egen røst, akustisk guitar og så et mindre harem af elektroniske dippedutter er alt, hvad albummet byder på – men den rundtossede, loopdrevne og organiske electro-folklyd er alligevel helt egenartet. Molinas uudgrundelige og tidløse musikalske teksturer tilføres tillige, som før, endnu mere mystik af den bizarre lyrik, for dem der altså forstår hendes eksotiske spanske dialekt.

Vi kommer ikke udenom et enkelt kritikpunkt: Molina har ikke ændret en millimeter på sin formel. Men der findes til gengæld heller ingen andre dyr i skoven som hende, så sjældent har prædikatet ‘mere af det samme!’ været mere velment om et album som om ‘Wed 21’.