Juana Molina

Juana Molina er ikke et navn, som mange danskere ville løfte øjenbryn over. Hun startede karrieren som tv-komiker, men den 46-årige argentinskfødte sangerinde har på 12 år begået fem album med næsten universelle smil på anmelderlæberne til følge. Hendes radar-immunitet i musikbranchen skyldes nok den obskure sydamerikanske dialekt af spansk, hun synger på.

På ‘Un Día’ virker det heller ikke som om, at agendaen er erobring af vores larmende og hektiske omverden. Snarere inviterer Molina os indenfor i sit eget lille mikrokosmos af eklektisk og sommetider ligefrem dansabel folktronica, hvor varme, pulserende synths, akustisk guitar og mangelagede løgstrukturer af hendes egen stemme omfavner og luner lytteren.

Hendes lyd udgør en helstøbt legering, hvori analoge indianere danser regndans rundt om et digitalt flimrende bål, vokalspor finder vej ned i instrumenteringen som boblende, organiske loops, og hvor selv skellet mellem håndspillede melodier og maskinelle rytmespor er udtværet med så stor selvfølgelighed, at man rent glemmer at det har eksisteret.

‘Un Día’ er et mere monomant og ensidigt udspil end tidligere. Man finder ikke de stille afbræk, som ellers havde sin ufravigelige plads på Molinas forrige udspil, men albummet forekommer også at have kogt længe nok til, at alle lavpunkter og uregelmæssigheder forlængst er fordampet. Således giver det ingen mening at sætte enkelte numre op på en piedestal her. Formlen for hele dette værk er fra ende til anden den rene og skære forførelse.