Quadron – verdensstjerner på gennemrejse
Det var ikke kun i dresscode, at der var dømt disco, da forsanger Coco O. koket indtog Store Vegas scene til tonerne af ’LFT’ (Looking For Trouble) i et todelt guldpaillet-sæt af den slags, som kun hun kan bære. Også musikalsk var der lagt an til en tidsrejse tilbage til dengang, hvor den primære orkestrering bestod af bas, blæsere og hi-hats. Flere af Quadrons numre havde således fået opgraderet deres opsætning, ligesom livebandet også var et andet end det vanlige, men dog for det meste bidrog med en friskhed i fortolkningen, om end man sine steder kunne savne tidligere bandleder August Rosenbaums sans for detaljen.
Det hele gik dog ikke op i disco, selvom den følgende ’Favourite Star’ umiddelbart indikerede, at man ville følge den nye plades progression og dermed lade ’Hey Love’ være næste nummer i rækken. Kløgtigt var storhittet dog gemt til sidst, og i stedet indladte orkestret sig på en suite af de downtempo-numre, som efterhånden er blevet Quadrons kendetegn udi den elektroniske soul. Særligt ’Day’ fra deres debutalbum blev leveret med æggende ekkoer af Ipanema, og det var tydeligt, at duoens samarbejder med legenderne Leon Ware og Marcos Valle havde aflejret sig i de bossanova-inspirerede arrangementer.
Læs anmeldelse: Quadron ‘Avalanche’
Der blev også plads til afstikkere, såsom det ærefrygtigt overbevisende cover af Lauryn Hill’s ’Ex-Factor’, der eftersigende blev opført live for første gang. En nyklassiker, man ellers ikke uden videre begiver sig udi – medmindre man hedder Coco O., der da også vandt hele salens velsignelse for sit mod. Et andet højdepunkt var den groovy gengivelse af ’It’s Gonna Get You’, der med sin karakteristiske shuffle-rytme henleder tankerne på post-disco og r’n’b-koryfæer som Alexander O’Neal og Billy Ocean, og således var vi (næsten) tilbage ved udgangspunktet.
Hjemme-ude-hjemme er dannelsesromanens klassiske analysefigur, og den passer i det hele taget foruroligende godt på Quadron med tanke på, at sidst de spillede en konventionel koncert i Danmark var i Lille Vega – i denne omgang spiller de to udsolgte af slagsen i spillestedets store pendant samt to ligeledes udsolgte shows på Train.
Læs også: Robin Hannibal fra Quadron: Her er mine seks yndlingsalbum
Hvad man imidlertid skal huske på i den mellemregning er, at duoen kun er på gennemrejse, selv om publikum gerne ville have, at de blev lidt længere. Det lykkedes da også at klappe Coco og co. tilbage til to omgange af ekstranumre, inden at de skulle ud i verden igen – der hvor de retmæssigt hører hjemme.