Lucius

’Turn It Around’, anden skæring på Lucius’ debutalbum, skærer newyorkernes begejstring for en klassisk soul-vibe helt ud i pap: Håndklap og a cappella-vokaler i frisk og frejdig samklang før en funky basgang sætter ind og giver sangen det sidste skub fremad.

Gruppen – anført af de to velsyngende vokalister Jess Wolfe og Holly Laessig, hvis ofte enstemmige vokalharmonier er decideret udsøgte – har måske nok Motown-lyden som primær inspirationskilde, men de lufter også inspiration fra både blues, folk, klassisk rock og indiepop.

’Hey Doreen’ har forvrængede guitarpartier, men er samtidig forankret i den mest sjælfulde og opløftende sorte musik fra 60’erne, mens ’Nothing Ordinary’ er støjende og feststemt rock, der ikke taber den popsensible fornemmelse for en medrivende melodi af syne. ’Tempest’ er en fremragende sang, men hvorfor skal der tilføjes de synthlyde?

Den poppede grundkulør er faktisk den eneste anke, man kan have mod albummet. Til tider er den ellers autentisk lydende retro-fetichisme lige lovlig poleret og afrundet i kanterne. Det er som om, der har sneget sig en tvivl ind hos kvintetten under indspilningerne, der har fået den til at trække et lag udglattende (ofte sart) glasur ud over dens ellers fede og fyldige Mississippi mud pie af et lydbillede.

Wolfe og Laessigs harmonier er gudeskønne, både når de stræber efter det engleblide og efter det oprømt hylende, men man sidder alligevel med en fornemmelse af, at ’Wildewoman’ kunne have været et endnu bedre album, hvis bandet havde fulgt en mere vilter live-i-studiet-æstetik.