Ice Cream Cathedral

Det er egentlig falsk indpakning, når de fine, lyse toner på ’The Spine of Lisa Ben’ åbner Ice Cream Cathedrals andet album. For hvor den godt et år gamle debut bevægede sig i den lyse og poppede del af gruppens selvproklamerede space pop, flyver det isvaffelformede rumskib denne gang ud i fjernere og mørkere galakser.

Der går dog heller ikke længe, før også åbningsnummeret svæver ind i mørket. ’The Chalk Line’ sætter tempoet op og fortsætter længere ud med en knortet elektronisk bund og skærende synthesizere, og selv om nummeret mangler udvikling, pirrer det aggressive udtryk lytteren nok til, at det ikke bliver monotont.

Ensformigheden kommer dog efterhånden snigende på pladen, for i overgangen fra det poppede til det mørkere udtryk, havner københavnertrioen til tider i et vakuum uden melodi og med for lidt aggressivitet, fordi de styrer for langt uden om de sorte huller, der truer den flotte vokal. Jeg forstår for eksempel ikke, hvorfor ’Baldakin’s tempofyldte, insisterende synthesizer ikke får lov at slås mere med Anja Lahrmanns (lidt for) smukke vokal. Vokal og synthesizer forbliver to enheder, der aldrig formår at kollidere i samme grad som på debuten.

Læs også: Se den vilde video til Ice Cream Cathedrals ‘Swans’

’The Swans’ er pladens absolut flotteste nummer. Her får synthesizeren lov at skabe billeder af farverige organismer og dermed gøre brug af den eksperimenterende tilgang, som gør Ice Cream Cathedral til noget særligt – uden at gå på kompromis med tempo og melodi. Men det gør også lytteren opmærksom på, at det for sjældent er tilfældet på ’Sudden Anatomy’.