Anya har en af de stemmer, der fra første strofe bare føles naturlig. Fra de fjerlette fraseringer til den ubesværede klang. Det her er alt andet end plastic. Og hertil forfriskende i al sin menneskelighed.
Ovenpå decemberforsmagen ‘Greet Me’ er ‘Need to Know’ den danske sangerindes officielle debutsingle, og den fløjsbløde r’n’b får os ikke et sekund til at fortryde, at vi i starten af året havde Anya med på vores Breakin’ Sound-liste over 2015’s mest lovende nye navne.
»Tell me baby ’cause I need to know / was I the one who got away / or just an obstacle in your way«, lyder det over et blødt keyboard og afventende trommer, der afspejler den tvivl, som Anya i kærlighedens orkanøje ikke kan finde hoved og hale i. En kærlighed, hun ikke kan give slip på, før hun får den endelige besked.
Anya var desuden en del af weekendens lineup til Vegas Udvalgte, hvor hun beviste, at hendes vokal er mindst ligeså honningsød live.
Læs også: Anya: Fem sangerinder, der rammer mig lige i hjertet
Seneste Top Track: Shlohmo ‘Buried’