Vi har i dag forpremiere på Wangels debut-ep ‘Eternal History’, der i stor grad bæres af Peter Wangels udtryksfulde vokal. Her fortæller musikeren om fem stemmer, der har fulgt ham hele livet.
1. Paul McCartney
»Jeg er vokset op med en mor, som var Stones-fan, og en far, som var til The Beatles. Jeg valgte The Beatles, og Paul McCartney var min store helt. Min far spillede og sang The Beatles, og ’Here There and Everywhere’ var min favorit. Den fineste melodi«.
2. Michael Jackson
»Michael Jackson lærte mig også at danse. Den mand havde så mange følelser og så meget energi, og han kunne udtrykke det så præcist og overbevisende i både dans og sang. Jeg elskede at være alene hjemme som barn og skrue helt op og danse for vildt til ’Smooth Criminal’. Højdepunktet var at se ham i Parken som tiårig. Fænomenalt!«
3. Kashmir
»Kasmir har betydet sindssygt meget for mig og min musikalske udvikling. Jeg blev introduceret for dem samtidig med, at jeg begyndte at spille guitar som 17-årig. Jeg lærte at spille deres sange og begyndte derefter selv at skrive. Jeg kunne rigtig godt identificere mig med Kasper Eistrups melankoli, men også hans skøre og humoristiske side. Han var sammen med Jeff Buckley mit store idol, da jeg var yngre«.
4. Jeff Buckley
»I gymnasiet blev jeg introduceret for Jeff Buckley af en god ven. Det slog fuldstændig benene væk under mig. Aldrig havde jeg hørt så vild og fantastisk en stemme. Jeg blev så nysgerrig og måtte vide alt om ham og fandt selvfølgelig ud, af at han var død. Jeg købte alt, hvad jeg kunne finde om ham, og blev også meget opslugt af en dokumentar, som var med på en eksklusiv ’Grace’-udgivelse. Jeg synes han var spændende og mystisk. Han var også meget melankolsk, og samtidig skør og humoristisk. Han var 100 procent sig selv. Det var her, jeg selv begyndte at eksperimentere og udvikle min egen stemme«.
5. When Saints Go Machine
»When Saints Go Machine er et fucking sejt band. Efter jeg havde hørt Veto og Spleen United i nogle år blev jeg introduceret for dem og fandt ud af, at det var sådan noget musik, jeg godt selv kunne tænke mig at lave. ’Konkylie’-pladen har jeg hørt utrolig meget, og det er nok også en af grundene til, at min falset har udviklet sig som den har gjort. Nummeret ’Add Ends’ er noget af det smukkeste, der er skrevet af en dansk kunstner nogensinde, og sætter smukt fokus på døden«.
Læs også: Premiere: Hør danske Wangels smukke debut-ep ‘Eternal History’