Han balancerer på en silketråd mellem ironi og alvor, men Father John Misty klarede opgaven til UG, kryds og slange på sit seneste album ‘I Love You, Honeybear’, der nu kan opleves live, når manden bag, Joshua Tillman, gæster Store Vega den 16. november.
Sidst den karismatiske amerikaner besøgte Danmark var tilbage i 2012, hvor han spillede i Pumpehuset, en koncert vores anmelder kastede fem stjerner efter og gav Tilman prædikatet »charmerende ladies man«. Om tre uger tager han så sine fortællinger under armen og drager til Roskilde Festival, men er man ude efter mere intime omgivelser er Store Vegas bonede gulve altså sagen.
‘I Love You, Honeybear’ fulgte flot op på ‘Fear Fun’ fra 2012 – og det med blandt andet strygerarrangementer, gennemborende selvnedgørelse og besk satire som på den intet mindre end fremragende ‘Bored in the USA’.
Billetsalget til koncerten starter fredag den 12. marts kl. 10.00 via Billetlugen.
Father John Misty (US)
16. november
Store Vega, København
Billetpris: 240 kr.
Læs også: Interview: Father John Misty om ironi, sociale medier, religion og dåselatter