Det kan være lidt af et mindfuck at lytte til Joshua Tillmans følelsesladede sange – og at tale med ham. Midt i alvoren vender han alting på hovedet. Ironi er oprigtighed, narcisisme er selvhad. Men faktisk er det blot ærligheden, han jagter.
Interviewet blev oprindeligt publiceret i Soundvenue Magazine #93.
Joshua Tillman tog røven på de fleste med sin optræden hos David Letterman i november sidste år. Det lignende en klassisk singer/songwriter-performance, da han iført en åben, hvid skjorte og gråt jakkesæt sad bag pianoet og sang inderligt med lukkede øjne og en 21 mand stor strygersektion i ryggen. Men det var det altså ikke.
Som mange af de andre sange på Tillmans andet album som Father John Misty, ‘I Love You, Honeybear’, er førstesinglen, ‘Bored in the USA’, nemlig en smuk, sørgelig og meget morsom sang – og det var i det morsomme, at overraskelsen lå gemt.
Først spillede pianoet videre, selv om Tillman drejede sig væk fra det, og så understregede han sin evne til at skabe stærke kontrastfyldte øjeblikke, da linjer som »they gave me a useless education« og »… and a subprime loan« blev punkteret af pludselige indbrud af dåselatter. Skønheden i Tillmans tenor og den musikalske ledsagelse fra strygersektion kolliderede på tankevækkende vis med en underminering af hans samfundskritiks patos i form af den utraditionelle og befriende indramning. Det var, som om han prøvede at sige, ‘jeg er bare performer – husk det nu’.
Men det er selvfølgelig bare én måde at anskue sangen på. Andre vil sikkert finde dåselatteren urovækkende og desorienterende, som var der tale om de talende kaninfigurer anbragt i en trashet sitcom-setting fra David Lynch-filmen ‘Inland Empire’.
Tillman protesterer selv mod at bruge betegnelsen sarkastisk om sangen, hvis titel både refererer til The Clash’ punkklassiker ‘I’m So Bored with the U.S.A.’ og Bruce Springsteens ikoniske ‘Born in the USA’. Han foretrækker at kalde det sublim ironi, men hans Letterman-optræden var under alle omstændigheder kendetegnet af en respektløs humor, som da han sang linjerne »save me, white Jesus«, mens han på affekteret vis knælede oven på pianoet.
Da jeg taler med Tillman, befinder han sig på et hotelværelse i London efter to ugers promotion i udvalgte europæiske hovedstæder, og han kommer selv ind på dåselatterens effekt.
»Den siger mere end tusind ord. Med et ret enkelt virkemiddel får jeg udtrykt mere, end jeg ville kunne artikulere lyrisk«. Det var dog strengt set ikke en udspekuleret idé, påpeger han: »Jeg spillede sangen på min seneste turné, og publikum reagerede ved at grine præcis på de steder i teksten, hvor jeg siden indsatte dåselatteren. Så rent faktisk afspejler studieversionen publikums oprindelige respons på lyrikken«.
Det rykker ikke ved hans begejstring for den færdige indspilning: »Det er dåselatteren, der hæver den helt derop, hvor den bliver – måske – sublim«, foreslår han. Joshua Tillman er ikke typen, der har tid til falsk beskedenhed.
Ironi = oprigtighed
Det har sjældent været svært at pege fingre af det amerikanske samfund og dets problemer med ulighed, racisme og vold. Ofte når tingene spidser til, som under sidste års raceuroligheder i Ferguson og New York efter drabene på to uskyldige sorte mænd, bliver kristne dommedagsrøster aktiveret, for religionens indflydelse på det politiske liv er ufravigelig.
Tillman beskriver de amerikanske afarter af kristendommen som »en træt, gammel hund, der ikke længere kan bide til«, og han understreger, at han ikke siger det for at være respektløs eller provokerende.
»Hvis man skal kritisere religionens indflydelse på det politiske liv, skal man gøre det med intelligens og originalitet, ellers bliver den næsten for nemt et offer«.
Tillman er selv opdraget i en strengt troende familie med bibelskole og bordbøn. I dag taler han sjældent med sine forældre, og hans opgør med sin evangelisk kristne familiefortid afspejles i den fremmedgørelse, han føler over for USA som nation. Modsat mange andre tror han ikke på helte, der kan redde nationen ud af dens hængedynd, og han kan slet ikke se sig selv i den rolle. Om noget udtrykker dåselatteren på ‘Bored in the USA’ en oprigtig sandhed om det amerikanske sindelags hang til eskapisme og hans egen uforblommede tilgang til sangskrivermetieren. »Jeg skriver ikke halvhjertede sange. De skal give mening for mig som oprigtige udsagn om mit liv eller om vigtige samfundsemner«, siger han med fast stemme.
Men hvordan ser han på blandingsforholdet mellem oprigtigt granskende selv- og samfundskritik og hans sangskrivnings flittige brug af ironi som virkemiddel?
»Oprigtighed og ironi udelukker overhovedet ikke hinanden. Jeg er komplet oprigtig – også når jeg bruger ironi. For mig at se er ironi en måde at stille de vanskelige spørgsmål på. Hvis du for eksempel spørger, ‘hvem skabte alting?’, så er det i sin grundform et ironisk spørgsmål, for hvordan ville svaret kunne være andet end ‘Gud’. Og Gud ville være et ironisk svar på et ironisk spørgsmål«, siger han.
Heldigvis uddyber han det lettere kryptiske svar: »Ironi handler om at stille de rigtige spørgsmål, hvilket er udtryk for stor oprigtighed. Mine sangtekster er en slags oplæg til samtaler.
Jeg tilstræber en form, der svarer til måden, jeg taler på. Det får dem forhåbentlig til at virke mere levende«.
For at skærpe sin egen evne til at holde fokus på en ærlig, emotionelt stimulerende sangskrivning, valgte han med udgivelsen af albummet ‘Fear Fun’ i 2012 at optræde under aliasset Father John Misty.
»For mig handler brugen af et alias ikke om at distancere mig, men tværtimod er det et forsøg på at insistere på intimitet. Ved at tage en anden identitet tillader jeg mig selv at være fuldstændig nøgen, så jeg kan synge om alle de svære ting«, forklarer han. »Efter i ti år at have optrådt som mig selv, opdagede jeg, at der var en større og større afstand mellem J Tillman og Joshua Tillman, hvilket var en ret skræmmende indsigt at nå frem til. Jeg følte, at jeg måtte genopfinde mig selv for få fuld ærlighed ind i min sangskrivning igen«.
Narcissisme = selvhad
Musikken på ‘I Love You, Honeybear’ udtrykker et stilskifte. De guitardrevne sen-60’er-rocksange med anstrøg af honky tonk og psykedelia er væk og erstattet af rigt ornamenterede arrangementer, der mestendels henleder tankerne på de mere ambitiøse singer/songwritere fra de tidlige 70’ere. Harry Nilssons melodiøse klassicisme møder Jackson Brownes formfuldendte vestkystelegance og Randy Newmans skarpe pen. Melodrama og mariachi-orkester. Tillman er ikke bange for noget.
»Musikkens grandiositet skaber en interessant spænding i forhold til den sårbarhed, der kendetegner lyrikken. Musikkens nærmest kitschede præg støder op mod oprigtigheden fra et såret ego«, forklarer han og påpeger herved den dynamik, der også kendetegner ‘Bored in the USA’, hvor dåselatter kommenterer på hovedpersonens følelse af isolation og fortvivlelse.
Hele albummet tematiserer, ifølge Tillman, mandens evne til fortrængning i form af en afgrundsdyb narcissisme, der spærrer for selvindsigt.
»Narcissisme er en forvrænget form for selvhad og udtrykker selvets manglende evne til at forholde sig til sig selv og virkeligheden. For mange mænd giver det udslag i deres forhold til kvinder. De bruger narcissismen som et skjold, der giver dem en fornemmelse af selvværd«.
Sådan har det været i generationer. Det nye er, at vi nu har en kultur, der aktivt understøtter denne form for virkelighedsforvrængning, argumenterer han.
»Narcissismen er blevet almindelig og forstørres gennem vores brug af sociale medier. Det er et forsøg på skabe en identitet, der er baseret på fremmedes anerkendelse af dig. Den virkelige modgift til sociale medier er ægte intimitet, men det gør folk bange, fordi de er blevet vænnet til medieringen«.
Vi mangler styrken til at se vores bekymringer, mangler og frygt i øjnene. Men viser ‘I Love You, Honeybear’ en vej ud af moradset? Det mener Tillman i hvert fald. Ved at turde omfavne ægte intimitet og ærlighed kan man lægge afstand til alt det, der binder én. »Det er den eneste måde at være fri på. Jeg er selv midt i den proces som kunstner og som menneske, hvor jeg prøver at lære de ting. Hvis det ikke handlede om mig selv, men kun om at pege fingre af andre, ville det være et dybt uærligt album«, siger Tillman, der tager udgangspunkt i sit eget livs dyrt købte erfaringer med kuldsejlede forhold og de konflikter, der følger med, når kærligheden er på prøve.
Joshua Tillman kan i kraft af sin lyrik, sit viltre hår og skæg og bibelske fornavn godt minde lidt om en profetskikkelse. Hans optræden på ‘Late Show’ sidste år kan i den optik ses som et forvarsel: 2015 står i Father John Mistys tegn.
Læs også: Father John Misty var blandt de største scoops da Roskilde Festival afslørede hele programmet
Læs også: Ulasteligt klædt trussetyv: Father John Misty er en genial historiefortæller