Nils Frahm – enorm musikalsk begavelse

Med de gudesmukke, klaverbårne melodier ’Ode’ og ‘Said and Done’ lagde den tyske pianist Nils Frahm fra start af op til en intim, low-key koncert, hvor man et øjeblik kunne drømme sig væk fra toiletter med top på. Men støjen fra Orange Scene var en konstant gene, der punkterede drømmen om et andet sted, og efterhånden stod det klart – heldigvis også for Frahm – at der skulle ske noget drastisk.

Det betød desværre, at vi hurtigt kunne vinke farvel til det lille klaver, der er gennemgående for Frahms mere melankolske og romantiske plader ’Solo’ og ‘The Bells’. Men så er det jo godt, at det kun var ét blandt tre tangentinstrumenter, som Frahm havde med på scenen i et setup, der lignede noget fra fremtiden – eller måske nærmere fra en 80’er-film om fremtiden.

Frahm byttede de stille, engleklingende ballader ud med balstyriske, elektroniske tracks fra det dybt originale og komplet improviserede live-album ‘Spaces’. Her blev lyden vildere og mørkere, ligesom der blev skruet voldsomt op for tempoet og tilsat en solid omgang bas.

På et splitsekund ændredes lydlandskabet fra drømmelignende til balstyrisk, og som en slags multitaskende, gennemmusikalsk blæksprutte sad Frahm med en hånd på hvert sit instrument og sveden drivende fra panden, ned i tangenterne og videre ned på jorden, mens fingrene løb, hvad der svarer til mindst ti maraton.

Frahm tilsatte en enorm fysikalitet til det elektroniske lydbillede, der ellers kan være mekanisk og koldt, og især det frenetiske nummer ‘Hammers’ fik publikum til at tabe kæben i mødet med hans overmenneskelige musikalske begavelse. Og det var forståeligt, for Frahms præstation på Avalon var out of this world.

Se hele vores omfattende dækning af Roskilde Festival HER.