Junior Boys folder sig ud over fire fjerdedele og diskrete basdrøn
Canadiske Matt Didemus og Jeremy Greenspan har de senere år forfulgt deres respektive solokarrierer, og særligt sidstnævnte har haft pæn succes som samarbejdspartner for blandt andet Jessy Lanza og Caribou. Dermed ville det ikke have været nogen overraskelse, hvis der uden den store palaver var blevet sat punktum for udgivelser med mærkatet Junior Boys.
Duoen har altid vist rimelig god tæft for den dansable, electro-influerede popsang, men Junior Boys er aldrig rigtig kommet helt op i det øverste lag af hierarkiet. Deres produktioner har aldrig haft det der uimodståelige poptwist eller det uforudsigelige og eklektiske særpræg, der skulle til, og sådan forholder det sig også på det meste af dette femte album, som det alligevel er blevet til for duoen.
Retfærdigvis må man dog lægge ud med at konstatere, at der trods alt er ét nummer, der fuldstændigt perfektionerer lige præcis dén kombination. ’What You Won’t Do For Love’ er et cover af Bobby Caldwells tilbagelænede soul-sjasker fra 1978, og i 2016 fortolker Junior Boys den med fuld smæk på house-beatet og en nærmest manisk lykkebrusende synthet indledning, der dog midt i omkvædet dykker ned i et dystert mørkt hul af bas, hvor sangens signaturstrofer pludselig får en helt anden desperat klang. Mageløst godt skruet sammen.
Som så ofte før med Junior Boys, er det, når house- og electro-inspirationerne træder tydeligst i karakter, at de er bedst. Det er som om, at det repetitive skelet af diskrete basdrøn og percussion-variationer over det klassiske fire-fjerdedels-beat giver duoen selvtillid nok til så at dosere eksperimenterne med lidt løsere hånd – som det for eksempel sker på numre som ’And It’s forever’ og ’M & P’. Men når det hele i stedet skal bæres frem af langsomme og tilbagelænede eksperimenter med utraditionelle sangstrukturer, langt fra det gængse poplandskab, bliver det knap så intenst at lytte til.
Der er noget interessant over, at en maskinel sjæler som ’C’mon Baby’ kulminerer i hvinende, højtravende synth, og det er spændende nok at lade ’Big Black Coat’ starte i off-beat stampe, før sangen halvt inde i folder sig ud som et helt reelt house-nummer. Det er bare ikke noget, der for alvor giver anledning til at løfte på øjenbrynet af benovelse.