1. Soleima
Sarah Mariegaard har endnu kun udgivet et par numre på sin Soundcloud, men med sin koncert på Pantomimeteatret stod det klart, at der er kommet mere retning på hendes soloprojekt som Soleima.
For hvor den tidligere Flødeklinikken-sangerinde har eksperimenteret med blandt andet et kækt, hiphop-inficeret Young Thug-cover, var stilen nu overvejende tropisk r’n’b-poppet. Her var der godt med panfløjte og både ømme stunder som den virkelig fine og længselsfulde førstesingle ’My Boi’, mens andre numre havde mere smæk på de elektroniske elementer, som den synthbrusende andensingle ’Once Was’ og en række nye numre.
Her klædte det udtrykket, når den syntetiske poplyd og Mariegaards uskyldige, babybløde stemme fik modspil af Rasmus Littauers livetrommer og Mikkel Baltser Dørigs guitar – og så bliver det spændende at se, hvordan udtrykket kommer til at manifestere sig på en eftersigende kommende ep.
2. Kwabs
Indrømmet, lyden på Plænen lod en del tilbage at ønske. Men selv om Kwabs’ voluminøse vokal til tider druknede i mikset formåede den 26-årige, britisk-ghanesiske sanger alligevel at levere en fængende koncert, hvor det r’n’b-pumpede udtryk fra sidste års debutalbum ’Love + War’ var skruet ned i et mere soulet tempo.
Med et fuldt band, to backupsangere og Michael Jackson-værdige dansemoves var scenen også sat til en mere organisk koncertoplevelse end de elektronisk-orienterede produktioner fra debuten. Især gik et ømt, soulet cover af Justin Biebers ’Love Yourself’ rent ind hos det unge publikum, mens Kwabs med numre som ’Wrong or Right’, den Sohn-producerede ’Look Over Your Shoulder’ og det afsluttende powerhit ’Walk’ også beviste, at han kunne styre et fredagsfuldt crowd, der bare gerne ville danse.
3. Ukendt Kunstner
Nok glider der en umiskendelig blåtonet åre gennem Ukendt Kunstners seneste, mere nedtonede album ’Den anden side’, men live formår duoen (heldigvis) stadig at levere en fest. Både ved at fokusere deres tætpakkede afslutningskoncert på Plænen med et overvejende banger-tungt set med fokus på Jens Ole McCoys karakteristiske, tunge beats, men også takket være Hans Phillips unægtelige karisma som frontmand. Iklædt hvid kedeldragt og do-rag fik han selv afdæmpede numre som ’Soma’ og ’Jesu blod’ fra det nye album omvendt til feststemte højdepunkter.
Alligevel var det dog, ikke overraskende, den afsluttende kavalkade bestående af ’Fucking nummer’, ’Neonlys’, ’Stein Bagger’ og ’Overleve’, der tog stikket hjem og udløste crowdsurfing, pistolfingre og moshpit blandt publikum.