I går kunne vi bringe nyheden om, at medlemmer fra Rage Against the Machine, Public Enemy og Cypress Hill danner en supergruppe, mens vi lyttede til det umage makkerskab mellem Michael Cera og Willow Smith. Men ugens usandsynlige samarbejder stopper ingenlunde her. Nu har Wu-Tang Clan-grundlægger RZA og Interpol-frontmand Paul Banks nemlig offentliggjort deres dugfriske nye duo: Banks and Steelz.
Samarbejdet har rygtedes et par år, men et reelt resultat var ikke sådan lige at forestille sig før nu, hvor gruppen har udgivet deres første single under titlen ‘Love + War’. En heftig, dualistisk lille sag, der spiller på RZAs slagkraftige tyngde og Banks ulmende intensitet, mens der er skruet gevaldigt op for både tempo, mørke riffs og eksotiske blæsere. Wu-Tang-medlemmet Ghostface Killah bidrager desuden med et vers.
Sidste år løftede RZA allerede lidt af sløret for projektet i et interview med Rolling Stone: »Min manager kom til mig og spurgte: ‘Hvem vil du gerne lave et album med’? Jeg sagde: Tja, Paul har bare en særlig energi over sig. Jeg tror, hvis vi smækker vores sandwich sammen, vil det blive godt. Mig og Paul, vi spiller skak sammen og hænger ud. Vi gik i studiet og begyndte at skrive sange og de lyder meget, meget anderledes end det, jeg laver, men meget unikt og meget specielt«.
Læs også: Nyt Soundvenue ude nu – med Gilli på forsiden