Med ’Lean On’ og en omfattende turné med Major Lazer har Mø lagt verden for sine fødder. Vi fangede den danske superstjerne op til hendes Roskilde Festival-koncert for at gøre status på nogle af de vildeste oplevelser og vigtigste erfaringer, der er kommet ud af det seneste års svimlende internationale succes.
Du har spillet et væld af store koncerter over det seneste års tid – både alene og med Major Lazer. Hvordan har det ændret dig som performer?
»Jeg tror, meget af det jeg har lært især med Major Lazer, er, at de har en kæmpe produktion og kører de her kæmpe shows. De er meget et partyband live i sådan en super udvidet forstand, hvor det bliver en blanding af mega dj-fest og koncert. På den måde er det ret anderledes end måden, jeg normalt spiller koncert, for jeg kører det mere klassisk med mit band.
Men det, jeg har lært meget af Major Lazer er klart, hvordan man holder en fucking fest. De forstår virkelig at gøre publikum glade. Så der er helt sikkert masser af ting, jeg kan tage med videre i mine egne koncerter og som performer. Det handler bare om at gøre det på sin egen måde, gøre det lidt afslappet og holde fast i sin egen stil«.
Hvilke tricks har du lært fra Major Lazer i forhold til at håndtere de kæmpe scener og publikum?
»Jeg tror, jeg har lært det der med at klare hektiske situationer. Det kommer selvfølgelig gradvist i løbet af en karriere, når man prøver mere og mere. Men man skal virkelig være klar på alle situationer, der kan opstå i sådan en livesituation, og så bare naile den alligevel.
Jeg har det sådan, at en koncert ikke må blive alt for stram, man skal virkelig bare slappe og have det fedt, og derfor må man også bare tage den som den kommer nogle gange. Især med de her store produktioner, som det har været sammen med Major Lazer. Lige meget hvor meget du har planlagt det, og det virkelig ikke må gå galt, så er der sgu nok et eller andet, der går galt. Det handler om bare at have det fucking fedt og ikke lade sig slå ud«.
Hvad har været det største højdepunkt for dig blandt det sidste års vilde optrædener?
»Hver eneste show, jeg spiller! Helt seriøst. På de her udenlandske festivaler med Major Lazer er det en kæmpe gave hver eneste gang, fordi jeg kommer ind helt til sidst i showet (og spiller ’Lean On’, red.) og bliver modtaget helt enormt godt hver gang. Det er et fucking fedt øjeblik uanset hvad, fordi folk bliver så pisseglade, og det gør mig pisseglad.
Okay, men hvis jeg skal nævne ét højdepunkt, så må det helt klart være Coachella… Coachella er Coachella, det var på main stage og det var lige blevet mørkt. Coachella var helt fucked up crazy og publikum var mega vilde, så det var sgu et highlight«.
Hvordan kan du mærke forskel fra de første shows til nu, hvor størrelsesforholdet er et helt andet?
»Det er lidt sjovt, for fra starten af har vi egentlig spillet på ret store scener, hvor man får den der følelse af, ’OK, hvad fuck laver vi, hvordan spiller vi den her scene op’. Men sådan får jeg det sgu stadig. Når jeg nogle gange spiller en mindre scene nu, så bliver man helt sådan ’wow, det er tæt på’, mens man på en stor scene mere får den der følelse af, ’hallooo, kan folk overhovedet høre mig’.
Men så kan man gøre noget selv ved at gå ud til publikum, crowdsurfe eller bare komme tæt på crowdet på en eller anden måde, så man skaber en connection. Det er sjovt! Lige nu er vi i gang med lave et nyt liveshow. Det er små skridt af gangen, og vi har ikke prøvet det helt af endnu, men jeg glæder mig helt sindssygt til at komme ud med det«.
Hvordan kommer du til at dosere nye vs. gamle numre på Roskilde?
»Det er virkelig noget, vi har snakket sygt meget om, og vi er ved at have en plan, men er i tvivl om, hvor meget der skal spilles af nyt. Nu er album nummer to blevet lidt forsinket på grund af alt det, der er sket her i løbet af det sidste års tid, så der ligger faktisk en masse sange klar. Men jeg skal lige finde ud af, hvad der skal på pladen. Vi kan selvfølgelig også bare spille en masse sange, der måske aldrig bliver udgivet, og så er det også mega fedt. Men kan ikke røbe for meget endnu af, hvad der kommer til at ske på Roskilde!«
Hvornår kan vi forvente ny musik fra dig?
»Vi er i gang nu med the rollout, men jeg har ikke en endelig dato. Men jeg kan love, der ikke går så lang tid. Det bliver i hvert fald på et tidspunkt her til efteråret, så planen holder, som jeg regner med. Nu må vi se, hvad der sker…«
Mø spiller på Orange Scene lørdag kl. 22.00.
Læs også: Møs vilde rejse: Fra ‘Fisse i dit fjæs’ til Orange Scene i ti trin