Roskilde Festival: Palace Winter var et stormende indierocktog

Palace Winter havde fået et solbeskinnet slot stillet til rådighed i anledningen af deres aftenskoncert på Rising, og derfor var det lige så passende, som det var klassisk, at bandet næsten kollektivt optrådte bag ved solbrillens rockvisir. Derudover var der ikke en snert af distance mellem dem og publikum, og koncerten udviklede sig til en magtdemonstration i rockens fire trin og var samtidig et tydeligt bevis på, at bandet sagtens kunne have stået på en større scene.

Det blev klart allerede fra den klaver/synthbårne og sfæriske åbner ’Dune Wind’ og opfølgeren ’Hearts to Kill’, at Palace Winter var i en faretruende skarp form, hvor der ikke blev levnet plads til fejltrin eller slinger. Forsanger Carl Colemans melodier bevægede sig nonchalant og cool henover det rytmiske stormtog, som rullede aerodynamisk tight og potent sammen med de organiske basfigurer på synthesizeren.

Selv om der i genrens genetik ligger en monoton dræber på lur, mistede firkløveret ikke momentum i de kværnende krautpassager, og det må tilskrives den melodiske lead-guitar, som doserede kakofoni og harmoni svirpende raffineret. Og at bandet sammensatte et veloplagt og delikat destillat af deres allerede imponerende bagkatalog.

Til sidst i showet åbnede bandet for alvor for de cinematiske sluser i den The War on Drugs-klingende ’H.W. Running’ og demonstrerede overlegne hitevner, før ’Positron’ lukkede ballet i svulstig slowmotion.

Læs også: Roskilde Festival: Seks koncerter du ikke må misse mandag