Roskilde Festival: Virgin Suicides nostalgitrip bragte solen frem
Med smil så brede som festivalmorgenernes toiletkøer gik fem friske silkeborgensere på scenen med et krus bobler i den ene hånd, og de fik lynhurtigt fast greb om publikum med den anden.
Med en skarp setliste leverede kvintetten deres ringlende 80’er-pop med 60’er-klingende rockrytmer og 90’er-britpoppet charme – alt sammen krydret med californiske solskins-vibes (der blandt andet kan tilskrives L.A.-baserede Sune Wagner, der sad i producerstolen på gutternes debutalbum). Det var et gennemkitschet nostalgitrip, der qua drengenes rendyrkede spilleglæde var en udelt fornøjelse.
Fornøjelsen var tydeligvis også på bandets side. Hver især stod de skarpt i det symbiotiske og stemningsfulde samarbejde – både pagne-pimperen på keys, den kampenergiske trommeslager og det lange, hoppende hyl bag bassen. Vokalerne, kyndigt og klart leveret af Martin Grønne og bakket op af Terkel Rølle, holdt snor i løjerne. Særligt Grønnes nasale, lyse vokal gik rent igennem i både Brett Andersson’ske androgyne højder og Michael Stipe’sk vibrato-croon.
Under det såkaldte kinddansnummer ’It’s Never Gonna Be the Same’, der fungerede langt mere flyvefærdigt live end på pladen, nåede Suicide-squad’en med knald på trommerne og en fuldkommen over the top guitarsolo en stadionstemning så corny, at den kun lige med nød og næppe blev reddet hjem af drengenes uprætentiøse iver og uforfalskede spilleglæde – og det faktum, at soloen bogstaveligt talt fik solen til at bryde frem gennem skyerne.
Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.