En ung, sort mand i laset og beskidt tøj snubler sig desperat vej igennem moselandskabet et sted i de amerikanske sydstater. Han er på flugt. I næste øjeblik ser vi ham blive slæbt langs jorden af to rasende slaveejere.
Det eneste, der afholder en fra at tro, at vi er midt i en scene fra Oscar-vinderen ‘12 Years a Slave’ er Mick Jenkins dybe, sørgmodige stemme, der melodiøst bedyrer »we’re gonna need some drugs for this situation«, og et sløvt skeletalt beat, der spreder en anspændt følelse af uro.
I slowmotion ser vi den unge mand falde til jorden, tynget af presset fra de to hvide mænd, der holder hans arme låst mod hans ryg. Den unge mand er Jenkins selv. Med ansigtet mast mod den beskidte jord i en deform grimasse kigger han direkte i kameraet med udtryksløse øjne og synger så med sparsom luft og skrøbelig stemme nogle af det amerikanske samfunds vigtigste og samtidig mest tragiske ord de seneste mange år: »I can’t breathe, I can’t breathe«.
Musikvideoen til ‘Drowning’, som nummeret hedder, er billedet på den dagsorden, der har hersket i amerikansk hiphop de seneste par år. Der er ingen brug af genrens konventionelle visuelle markører. Ingen diamanter, ingen champagneflasker, ingen dyre biler eller letpåklædte kvinder.
De ufiltrerede referencer til Eric Garner, der blev kvalt til døde af politiet under en anholdelse i 2014, og den amerikanske slavehistorie placerer Jenkins som en betydelig ny stemme i det hastigt voksende kor af unge kunstnere, der besynger uretfærdigheden, uroen og følelsen af magtesløshed i det afroamerikanske samfund i kølvandet på Ferguson og de talrige sager om politibrutalitet mod sorte i de seneste år.
Et kor, der allerede tæller folk som Kendrick Lamar og Vince Staples med deres socialrealistiske beretninger og politiske stikpiller, men som i år har fået tilgang af talrige nye profiler. Fra Joey Purps brutale skildringer af det voldshærgede Chicago til Solanges behagelige black power-soul. Det er en iøjnefaldende bølge efter en lang årrække, hvor indignationens flamme har brændt på lavt blus i den afroamerikanske musik, og en bølge, der med Chicago-rapperen Mick Jenkins får tilføjet eftertænksomme, litterære og introspektive dimensioner.
Ingen hippiefloskler
25-årige Jenkins sætter overliggeren beundringsværdigt højt på sit debutalbum, ‘The Healing Component’, der som et løst struktureret konceptalbum kredser om kærlighedens helende kræfter. Det er et modigt træk i en genre, hvor kærligheden som regel er kødelig, og svære følelser og sårbarhed bliver holdt i udstrakt arm.
Kærligheden i Jenkins’ verden må da heller ikke forveksles med popmusikkens tradition for smånaive kærestebrevstekster. Hos ham er kærligheden et middel til at rumme og bekæmpe den brutale verden, han ser omkring sig, og bevare troen på noget bedre.
»Jeg ledte efter et definitivt statement. Jeg ville gerne starte en debat om kærlighed i lyset af al den uretfærdighed, der er i verden. De konventionelle måder at angribe de problemer på kan virke uoverskuelige, eller som om de ikke fungerer – vi har kæmpet med nogle af de samme ting i hundredevis af år«, fortæller han om sine tanker bag pladens tema, da jeg fanger ham på en telefon fra Chicago.
»På et mere jordnært plan, tror jeg, vi kan ændre, hvordan vi påvirker andre mennesker og af den vej gøre en forskel. Og det at sprede kærlighed er en god måde at gøre det på«.
Det lyder lidt som langhårede hippiefloskler, men det gør hans musik til gengæld ikke. Den er intens og stiller intellektuelle krav til lytteren. Hans formidling af kærlighed bliver til en lyd, der har strejf af Outkasts sydstatsvarme, men ikke er bange for også at være hård og dyster.
Jenkins veksler pladen igennem frem og tilbage mellem en dyb soulet sangstemme og konfronterende rap-flows. Interessen for at nuancere og sætte sig ud over de konventionelle forestillinger om, hvordan tingene er, er en vigtig del af ‘The Healing Component’. Symptomatisk for det er tematikken afbildet på albumcoveret med et tegnet menneskehjerte i stedet for det velkendte hjertesymbol. Virkeligheden bliver præsenteret råt for usødet.
»Det udsender en stærk energi, der gør dig klar over, at betydningen måske ikke er, hvad du forventer, når du hører, at ‘The Healing Component’ er kærlighed«, forklarer han.
Black Lives Matter
Pitchfork omtaler i deres anmeldelse ‘The Healing Component’ som et bluesalbum. Ikke i lyd, men i ånd. Jenkins viser sig imidlertid at være temmelig usentimental og uinteresseret i sit albums placering i musikhistorien. Det fjerner fokus fra det, der er vigtigt.
»For mig handler det om, at når folk bliver tvunget til at se virkeligheden i øjnene, er den som regel ret trist. That’s it. Det er, hvad jeg har at sige om den sag. Jeg synes ikke, at det er et moderne bluesalbum. Det er et virkeligt album, der handler om livet«.
Jenkins gider ikke tale udenom eller forsøge at nedtone ambitionsniveauet i sin musik. Han skriver med hele sit liv i pennen og virker ikke til at se andre muligheder.
»Da jeg var i college, reflekterede min musik det liv, og da jeg kom ud i den virkelige verden, begyndte den meget hurtigt at reflektere den virkelige verden«, som han udtrykker det. »Både de ting, jeg har lært, og de ting, jeg ikke forstår«.
Han vejer ordene grundigt og længe, når han svarer på spørgsmålene. Måske er det en reminiscens fra hans tid som digter, inden han kastede sig over musikken. Jenkins’ vej ind i hiphoppen har været mere kulturelt sofistikeret end den klassiske fortælling om teenageår, der blev tilbragt med at sælge stoffer på gadehjørnet i ghettoen.
Han tilbragte sin ungdom med sin mor i Chicago, men den umiskendeligt drevne dialekt, der charmerende trænger frem i hans udtale, afslører, at han har sine rødder i Syden, nærmere betegnet Alabama. Hans første møde med kreative udtryksformer kom i dramatimerne i high school-tiden, hvor en lærer senere ansporede ham til at kaste sig over poesien. Han endte med at dyrke digtningen seriøst i en årrække, inden han omsider nåede frem til musikken.
Forståelsen af poesiens litterære virkemidler har han stadig med sig, når han skriver sine sange, fortæller han, selv om man hurtigt bliver klar over, når man taler med ham, at indhold og budskab spiller en væsentlig større rolle for ham end form.
Og tekster med noget på hjerte er ‘The Healing Component’ som sagt fuldt af. Fra føromtalte ‘Drowning’ til ‘Daniel’s Bloom’, der tackler svære personlige overvejelser om venskab og religion. Men det er først og fremmest numrene, der skriver sig direkte ind i de seneste års ophedede protester mod politimord og institutionaliseret racisme, der har skaffet Jenkins opmærksomhed og endda fået nogle til at udpege ham som en af Black Lives Matter-kampagnens stemmer udadtil.
Dystre numre som ‘11’, det følelsesladede rædselsopråb Jenkins navngav efter antallet af gange, Eric Garner nåede at sige »I can’t breathe«, inden han døde. Jenkins understreger, at han ikke har nogen tilknytning til organisationen bag Black Lives Matter-bevægelsen, men tilføjer i samme åndedræt, at han anerkender billedet af sig selv som en sort mand med en stemme.
Hårdt at spille numrene live
Faktisk var det slet ikke en aktiv overvejelse for ham, hvorvidt han skulle skrive de sange.
»Det er i mit liv. Jeg skriver om mit liv, og de her uretfærdigheder, som er oppe i tiden, sker for mig i mit liv. Det er umuligt for mig ikke at tale om det. Det er ikke en stor ting, det er ikke noget, jeg gør mig umage for, jeg behøver slet ikke tænke over det. Når jeg taler om min baggrund vil det automatisk være en del af det. Jeg har ikke noget valg. Det eneste valg, jeg har, er, hvordan jeg vil tale om det«, siger han.
For en stund lyder Jenkins stålsat, og den knap to meter høje mands bredskuldrede og imposante fysiske fremtoning kan næsten mærkes lægge vægt bag ordene gennem telefonrøret. ‘11’ var som en slags forløber for ‘Drowning’ mere et desperationsudbrud end en sang. Et øjebliks klarsyn, hvor omfanget af den amerikanske racehistories tunge arv åbenbarede sig for Jenkins.
Vi taler videre om, hvordan det er at arbejde med sange med så store følelser involveret, og som det kendetegner ham, nuancerer han sit forudgående udsagn.
»Det er svært bagefter. Det er ikke svært at skrive sangene, men det er hårdt, når man mixer dem og sidder og lytter til dem igen og igen og bliver mindet om alle de ting, jeg taler om. Og det er hårdt at spille dem live hundredevis af gange for folk, der kan lide dem på grund af stemningen i sangen og beatet og omkvædet, mere end fordi de forstår, hvad det er, jeg siger. Det er virkelig svært«.
Usikkerheden trænger igennem i hans stemme. Den usikkerhed som i høj grad er med til at gøre ‘The Healing Component’ interessant, fordi det ikke bliver pakket ind i selvsikre konklusioner, men får lov til at stå blottet. Ikke mindst i en række interludes, hvor Jenkins inviterer lytteren med ind i en diskussion af pladens tematik.
Snerten af tvivl i hans svar får mig til at spørge ind til vigtigheden af, at samfundets problemer bliver behandlet i kunsten.
»Jeg ved det ikke. Jeg tror, det er vigtigt, men jeg ved det ikke«, fremhakker han tøvende og slår for første gang i vores samtale ud i en høj latter, inden han med det samme bliver alvorlig igen.
»Jeg tænker over det hele tiden, men jeg har ikke rigtig nogen præcis målestok at bedømme det ud fra. Folk, der er i min position – sorte kunstnere – har talt om de her ting i en evighed, og til trods for det så se, hvor vi er nu«.
»Jeg ved ikke alt«
Han har ret. Længslen efter frihed slår dybe rødder helt ned i gospeltraditionen, og i populærmusikken er den gået igen hos mange af de største afroamerikanske kunstnere – fra Sam Cooke til Tupac Shakur. Netop gospelmusikken hænger uløseligt sammen med Jenkins’ tro på fremskridt. Han refererer flere gange til Jesus som den forbilledlige inkarnation af kærlighed.
Alligevel trænger hans desillusion over nutidens samfund også igennem, når han taler om religion og tro. Han føler sig vildfaren blandt religionens strengt definerede brands. For ham handler spiritualitet om generelle ledetråde til livet, noget han føler er blevet overskygget af et perverteret forhold til at skulle være perfekt afstemt med sin religion.
»Det er ligesom med den måde, jeg taler om kærlighed i de små interludes på pladen. Jeg prøver bare at vise, at jeg ikke ved alt. Jeg lærer stadig, og jeg prøver stadig«, forklarer han symptomatisk.
Troen er en livslang rejse for Jenkins, der ikke har noget endeligt facit. Vi taler om, hvor den rejse kommer til at lede ham hen. Ikke kun i forhold til hans tro, men også i hans musik og hans rolle som offentlig person. Igen er han påfaldende mere søgende i sit svar, end når vi taler om hans sange. Han taler om ikke at lade andres holdninger forme ham og lade tingene komme, som de kommer, men tilføjer så: »Jeg håber, det munder ud i frihed«.
Læs også: Hiphoppen har genfundet sin politiske stemme – derfor er rapmusikken vigtig igen
I denne uge sætter vi i et tema fokus på politisk hiphop – se alt vores indhold HER.