‘Alien: Earth’: Seriemester rammer den helt særlige ‘Alien’-følelse
Supershowrunneren Noah Hawley jagter altid en følelse: Den genkendelige følelse fra andre instruktører eller værker.
Som en facehugger har han kastet sig over Coen-brødrenes univers og spyttet sit eget fuldkomne bæst ud med ’Fargo’-serien og taget X-Men til nye psykedeliske ekstremer i ’Legion’.
Med ’Alien: Earth’ forsøger Hawley at tøjle det muterede monster, som ’Alien’-sagaen har udviklet sig til. For følelsen af, hvad en Alien-film er, er kun blevet mere forvirrende med hvert nyt indlæg.
Derfor har hyperstilisten Hawley bevidst forholdt sig til kernen, Ridley Scotts skarpskårne mesterværk fra 1979, i udformningen af sin egen Alien-serie. Alligevel spøger en række af de mislyde, som har præget franchisens senere inkarnationer, i de seks afsnit, anmelderne har fået til rådighed. Ambitionerne og konceptet fejler dog ikke noget.
I ’Alien: Earth’ befinder vi os på Jorden anno 2120. To år før hændelserne på rumskibet Nostromo fra den første film. Som en fremtidsdystopi, der føles lidt for nær og genkendelig, er et ophedet verdensbillede styret frem af store tech-konglomerater, der på Emil Thorup’sk vis kæmper for at knække koden til evigt liv og dominans over universet.
En af dem kender vi i form af Weyland-Yutani, der har fungeret som usynlig fjende og kaos-initiator gennem de andre film. Til gengæld er det første gang, vi møder AI-firmaet Prodigy, som er ejet af trillionæren Boy Kavalier (Samuel Blenkin) – en pervers blanding af Musk, Zuckerberg og Solkongen.
I en verden, hvor cyborgs og kunstige væsner huserer side om side med mennesker, har Kavalier næste skud på stammen klar i form af såkaldte hybrider: kunstig intelligens og mennesket spaltet sammen i ét. Et projekt, han har udviklet via dødeligt syge børn, som han har placeret i kunstige voksenkroppe og opkaldt efter The Lost Boys fra Peter Pan, heriblandt seriens superhelteagtige hovedkarakter Wendy (Sidney Chandler).
Men hvad har det nu alt sammen med aliens at gøre? Jo, i seriens åbningssekvens får vi i hurtige brudstykker vist et Wayland-Yutani-rumskib, hvis besætning lider et smertefuldt møde med en Xenomorph … og fem andre freaky fremmedelementer. Men i stedet for at blive drevet længere væk fra alting, som vi plejer i Alien-universet, styrter rumskibet direkte ned i Kavaliers neo-Bangkok-by New Siam.
Herefter udvikler et spind af egeninteresser sig med Kavalier og Weyland-Yutani, der påberåber sig retten til at eksperimentere med væsnerne, og Wendy, som søger mod sin soldaterbror, der bliver sendt ud for at besigtige skibsvraget. Samtidig med at hun kommer mere og mere i kontakt med sin nye ikke-menneskelige (eller måske mere menneskelige?) natur.
Selv efter seks afsnit er det stadig svært at blive helt klog på, hvad Hawley egentlig vil med sit take på ’Alien’. På den ene side lader han til at ville rejse en række eksistentielle spørgsmål, som er nærmere beslægtet Ridley Scotts ’Blade Runner’-univers. På den anden side har han problemer med at drive historien frem og tyer ofte til lidt for velkendte formler.
Hele tre af de første seks afsnit er variationer over klassiske Alien-scenarier i mørke skakter og tomme rum med en besætning eller soldater i total magtesløshed over for store stygge Xenomorph and friends. Den følelse af suspense og snigende gys er Hawley så også glimrende til at fremkalde med en flere steder 1:1 visuel rekreation af de to første Alien-film og et sublimt gåsehudsfremkaldende lyddesign.
Pudsigt nok – men ifølge Hawley med fuldt overlæg – overtager de nye væsner den mystiske, langsomt opbyggelige rolle, xenomorphen typisk har haft. Den der følelse af at åbne et skab og se to møl i ens havregryn. Gange tusind.
Den penisglinsende slimfætter ender til gengæld med at minde mere om de senere films overeksponerede CGI-actionfigur, der brager ind i lukkede døre, end det fremmede slashermonster bag hækken, som i samspil med H.R. Gigers organiske design ligger til grund for væsnet.
Paradoksalt nok får den utilslørede kommentar til nutidens umættelige tech-fyrster og de forskellige afskygninger og afsøgninger af menneske vs. maskine-spørgsmål også én til at tænke, om ikke serien havde stået ganske udmærket eller endda endnu bedre uden tilstedeværelsen af titelfiguren?
Noget skurrer, og det er ikke kun den uforklarlige brug af 90’er-grunge og -metal til slut i hvert afsnit. Hvorfor skal mange af karaktererne handle så dumt for at sætte skub i tingene? Og hvorfor ender historien igen med at føles så klaustrofobisk lukket, når vi nu har en hel fremtidsverden og ikke bare en tunnelskakt i det fjerne at udforske?
Jeg vil så gerne kunne give fuldkommen mig hen til ’Alien: Earth’. Til dens besættende ubehag, kølige overblændinger, vildt skydende refleksioner og vildere spyende transformationer. Men jeg føler den ikke helt.
Kort sagt:
Seriemesteren Noah Hawley fremkalder med den længe ventede ’Alien: Earth’ nogle af de scener og stemninger i hele franchisen, der ligger tættest på Ridleys Scotts udødelige original. Til gengæld er man efter seks afsnit ikke helt klog på, hvad han vil udover at genkalde gamle følelser.